Dagens modstander havde de lokale piger aldrig mødt tidligere, så det var angiveligt med lidt ekstra spænding også hos trænerne, da kampen blev fløjtet i gang.
– Knap to minutter spillet og vi mistede vores mest rutinerede spiller, nemlig Celina, på grund af en skade i foden efter et hændeligt uheld. Ind med en udskifter, der skulle vise sig at få en meget stor rolle i en fantastisk kamp. En assist til Victorias føringsmål lige før dommerens pausefløjt og i anden halvleg scorede hun så selv tre mål. En fantastisk kamp for Josefine. Hun satte faktisk ikke en fod forkert, fortæller træner Anders Engen.
– Mens Aalborg Freja måske følte, de havde en chance i første halvleg, var de totalt chanceløse i anden halvleg. BTI/SIF pigerne sendte simpelthen det ene angreb efter det andet afsted mod Frejas mål, og inderst inde er de nok glade for kun at tabe med 7-0. Og Josefine, hende blev vi simpelthen nødt til at skifte ud, da det flotte hattrick var en realitet. Hun skulle jo gerne holdes nede på jorden, lyder det lunt fra Anders Engen.
– Fantastisk godt kæmpet af alle piger, slutter en glad træner.