Fredag den 3. februar dannede Koncertsalen i Musikkens Hus i Aalborg ramme om en helt særlig gallapremiere, da den første nordjysk producerede film rullede over lærredet, skriver TV2 Nord.
Aalborg Symfoniorkester spillede filmens musik live, og derfor var filmen altså ikke færdigproduceret, før gallapremieren blev afholdt.
– Det er en film, som prøver at beskrive, hvad ånden er i et folk, og hvad det er, der gør os til, dem vi er, fortæller filminstruktør Anne Svejgård Lund.
Filmens medvirkende er kort fortalt helt almindelige mennesker med drømme og bekymringer, der på hver deres måder kæmper en stille kamp mod ubetydeligheden. Brudstykker af hverdagssamtaler, smukke billeder af både store vidder og stille parcelhuskvarterer er sirligt klippet sammen til et poetisk portræt af natur og mennesker på den nordjyske vestkyst.
Niels Hausgaard som fortæller
Vi møder kvinderne, der planter marehalm i klitterne, minkavleren, der står tilbage i de tomme stalde, cirkusprinsessen med sine heste, og drengene, der kører ræs på stranden. Vi er med til bal på kroen, men vi kommer heller ikke uden om ham, der blev verdensberømt, da han flyttede fyret ved Rubjerg Knude. I filmen er der nemlig flere kendte nordjyder med, heriblandt netop Murer Kjeld og naturligvis Niels Hausgaard.
Netop Niels Hausgaard er den gennemgående fortæller, som møder publikum med en række vendelboer i små fortællinger, der tilsammen tegner et portræt af livets gang i Vendsyssel.
– Jeg har set filmen for første gang til generalprøven, og det var virkelig en god oplevelse, fordi den ikke ligner noget andet, jeg nogensinde har set før, fortæller Niels Hausgaard.
Som fortæller af historien har Niels Hausgaard også mødt en del spørgsmål omkring filmen, blandt andet er han blevet spurgt om, hvorvidt filmen er en dokumentar.
– Jeg synes mere, det er en kærlighedserklæring end en dokumentar, fortæller han.
Kilde: TV2 Nord.