Kun to samlinger i den hyggelige Marinestue på Hirtshals Kro og Restaurant skulle de fire garvede medlemmer af Bjeksteam NordsøPosten bruge på at få fundet deres helt specielle og nøje afstemte bud på Årets Bjesk, der skal findes ved konkurrencen til Hirtshals Fiskefestival.
Deltagerne ved konkurrencen er i år som nævnt Bjeskteam NordsøPosten og dernæst Herregårdens Bjesklaug, Tornby Bjesklaug og sidste års vindere fra Bjeskholdet hos Hirtshals Museum. Alle holdene har modtaget et bjeskkit med forskellige essenser og smagsneutral snaps fra Hirtshals Museum.
Dernæst gik de deltagende hold i gang med at eksperimentere. Det gælder nemlig om at sammensætte det bedste blandingsforhold af essenser og eventuelt ved at bruge nogle eller sågar kun én af dem. Årets Bjesk 2025 skal i lighed med tidligere passe godt til en sildemad, da de gyldne dråber bliver makker til Årets Sild 2025. Sidstnævnte kåres i september.
Holdkaptajn Niels Chr. Jakobsen og smagsmatroserne Palle W. Nielsen, Niels Helver og Jesper Kjærgaard Rasmussen er efter onsdag aftens anden samling i den stemningsfulde Marinestue overbeviste om, at Jørgen Laursen fra Museet lørdag den 3. august mister sin slidte håneret i teltet Skibet.
Skål kun sikkert på det! 😉👍⚓️🇩🇰
Link til tidligere artikel
Bjeskteam NordsøPosten stiller med ny mand til Årets Bjesk ved Hirtshals Fiskefestival