Humøret er altid højt på Hjørring Gymnasium, når årets studenter springer ud. Mandag d. 23. juni kunne hf-eleven Alberte Bang Carlsen og stx-eleven Matthæus Mai Nguyen som årets første tage studenterhuen på og lade sig fejre af familie og venner. Albertes afsluttende eksamen var i faget engelsk, mens religion var den sidste eksamen for Matthæus. Nu kan de begge se frem til en hyggelig og sjov studentertid.

”Jeg glæder mig til studenterkørsel med klassen, fejring med familien og sene sommeraftener med vennerne. Jeg glæder mig til bare at mærke lettelsen og glæden og ikke mindst friheden efter tre intense, men gode år. Jeg tror det bliver en tid, man husker længe,” fortæller Matthæus, og Alberte supplerer: ”Jeg ser virkelig frem til alle gilderne og diverse studenter traditioner.”
Fokus på fællesskab
Begge studenter fremhævede fællesskabet som noget af det bedste ved deres tid på Hjørring Gymnasium.
Matthæus fortæller: ”Det bedste ved Hjørring Gymnasium har helt klart været fællesskabet, både med min klasse og på tværs af årgange. Det har virkelig været et sted, hvor man kunne være sig selv og føle sig set. Jeg har også været glad for lærerne, som ikke bare har været fagligt dygtige, men også menneskeligt nærværende. Der har været plads til fordybelse og gode snakke.”

For Alberte har de frivillige råd og aktiviteter været højdepunkterne:
“Nogle af mine bedste minder kommer fra Thulerådet, elevrådet og skolemusicalen. Det har været fantastisk at være en del af noget større.”
Gode råd til kommende elever
Nu skal både Alberte og Matthæus først og fremmest fejre, at de er blevet studenter. Bagefter tager Alberte et sabbatår, hvor hun vil bruge tiden på at finde ud af, hvad fremtiden skal bringe. Efter sommerferien flytter Matthæus til Aalborg for at læse medicin. Han ser frem til at kombinere sin interesse for naturvidenskab og det menneskelige med muligheden for at gøre en forskel. Inden de to nyudklækkede studenter drager videre, har de et par gode råd til kommende 1.g’ere og 1-hf’ere.

Matthæus opfordrer dem til at være nysgerrige og engagerede:
”Vær åbne både over for nye mennesker og nye fag. Man udvikler sig virkelig meget i løbet af gymnasiet, og det gør en kæmpe forskel, hvis man tør kaste sig ud i det. Deltag i det sociale, spørg dumt i timerne og vær ikke bange for at være dig selv. Og husk, at det ikke handler om at være perfekt, men om at være nysgerrig, engageret og sidst, men ikke mindst, om at gøre sit bedste.” Alberte er enig og tilføjer endnu et godt råd: “Skriv noter i undervisningen – man kommer til at skulle bruge dem!”
Der er ingen tvivl om, at Matthæus og Alberte går en spændende fremtid i møde, og med huen på hovedet og minderne fra gymnasietiden i hjertet er de helt sikkert klar til at tage det næste skridt i livet.


