Næsten 60 års uafbrudt medlemskab af hovedbestyrelsen i Vrå-Børglum Idrætsforening (VBI) er et engagement og en præstation, der blev sat håndgribeligt pris på, da Hjørring Kommune ved et festligt arrangement på Vendelbohus hyldede foreningslivet i kommunen.
Preben Olsen fra VBI var nomineret sammen med to andre særdeles kvalificerede frivillige ildsjæle fra Fortuna Hjørring og Torny IF i kategorien Årets Foreningsleder.
I indstillingen fra VBI hed det bl.a., at en ganske ung Preben Olsen sad i bestyrelsen i Børglum Idrætsforening ved fusionen med Vrå Idrætsforening i 1970. Preben Olsen blev helt naturligt en del af bestyrelsen i den nye sammenbragte forening, og det har han været uabrudt lige siden. Det betyder, at han om et par år kan fejre helt uhørt 60 års medlemskab af hovedbestyrelsen i Vrå -Børglum Idrætsforening.
I de mange, mange år er der nærmest ikke det arbejde, Preben Olsen ikke har været involveret i. De første mange, mange år med fokus på fodbold, og siden har han været holdleder i håndbold, da VBIs bedste herrer i nogle sæsoner spillede i 3. division.
Siden 1984 har han været tovholder for den traditionsrige julefrokost. Han har i mange år været ansvarlig for indkvartering, når VBI indkvarterer spillerede og ledere under Dana Cup. Han er involveret i, når VBI holder gammeldags halbal.
I 2013 fik Preben Olsen idéen til Preben Drenge, da der manglede hænder til at rulle kunstgræs ud på Vrå s første kunstgræsbane. De hænder skaffede Preben, og i dag er der i alt 17 seniorer, som løser masser af opgaver i og omkring Idrætscenter Vendsyssel, som efterhånden er er blevet Prebens andet hjem. Det er også her, han hver tirsdag stiller borde og stole op til de ugentlige bridgeaftener, hvor han naturligvis selv er aktiv deltager. Endelig er han frivillig i Vrå Bryghus, hvor han er ansvarlig for vagtplanen den første weekend i hver måned.
Preben Olsen fylder 79 år i juni, men han er fortsat et aktivt og helt uundværligt medlem af VBIs hovedbestyrelse.
Da det blev offentliggjort, at det var Preben Olsen, der havde vundet prisen som Årets Foreningsleder, strømmede det ind i salen med VBI’ere, der var mødt frem for at hylde ham.
Link til relateret artikel
Hjørring Kommune har hyldet fritids- og foreningslivet ved årlig prisuddeling