Vendsyssel Kunstmuseum har sat stemningen med toner af spanskinspireret julemusik, lækre smagsoplevelser og muligheden for at opleve rekordmange stande med bl.a. keramik, tekstil, porcelæn, smykker, papir, læder, træ og glas.
”I år har vi flere stande end nogensinde, og alle med en høj kvalitet i deres kunsthåndværk og design. Vi oplever en øget interesse fra såvel udstillere som gæster, der hvert år sætter kryds i kalenderen for at opleve Kunstmuseets Julemarked. Da vi startede Julemarkedet for nu 4 år siden, var vi spændte på, hvordan det ville udvikle sig. Og her på fjerde år har det aldrig været større”, fortæller museumsdirektør Sine Kildeberg begejstret.
Med de mange forskellige stande kan gæsterne kombinere kunstoplevelser med julegaveindkøb og finde den helt rette julegave til én, de har kær samt møde de dygtige kunsthåndværkere bag.
Når shoppetrangen er stillet, kan man tage en velfortjent pause i Maduniverset og nyde kaffe, kage og en lettere frokost fra Café Bawærk i Hirtshals, nyde smagsprøver på julevin fra Risgaard Vinhandel i Hjørring eller tapas fra BAC i Tårs. Prikken over i’et er musikduoen Duo Latino, der spreder et lydtæppe af spanske og latinamerikanske juletoner over hele museet – og alt sammen omkranset af kunstoplevelser.
Der er masser af oplevelser for hele familien, så kig også forbi det kreative værksted, hvor inspirerende ’julealfer’ står klar til at hjælpe børn og barnlige sjæle med at kreere smuk julepynt enten til at tage med hjem eller til at pynte Kunstmuseets store juletræ. Der vil også være en juleoptræden af børn og unge fra Hjørring Musiske Skole, så der er rig lejlighed til at komme i julestemning.
De deltagende stande på Julemarkedet er kurateret ind med bæredygtighed som et væsentligt parameter. I år kan man opleve følgende stande:
Anette Steenberg ⋅ Anna Kolind ⋅ Anni Vink ⋅ Else Rasmussen ⋅ Ester Kjærsgaard Kristensen ⋅ Fidili ⋅ Fru Hera ⋅ Gregory Hamilton Miller og Janne Hieck ⋅ Henningsknive ⋅ Henning V. Nielsen ⋅ Ingrid Margrethe Mortensen ⋅ Jane Klostergaard ⋅ Karina Malling Glas ⋅ Kirsten Donskov Felter ⋅ Kirsten Holm Nielsen ⋅ Laila Pallisgaard Kunst og Grønfeldt værksted & galleri ⋅ Lange Kunsthåndværk ⋅ Lisa Dissing ⋅ Lise Møller Design ⋅ Liselotte Mikkelsen ⋅ Mette G. Keramik ⋅ More Minds ⋅ Maagaard Design ⋅ Nordgaard Smykker ⋅ Paperflowertales ⋅ PaperMatrix ⋅ Peter L. Iversen ⋅ Sassi Bischoff ⋅ Sew Lovely Storage ⋅ Sissel Geyti ⋅ Stoklund Glas ⋅ Up.Claud ⋅ Weinreich-design
På Vendsyssel Kunstmuseum er julens røde tråd grøn med baggrund i enten materialer, fremstilling eller at handle lokalt. I Museumsbutikken på Vendsyssel Kunstmuseum finder man flere bæredygtige produkter fra bl.a. AYA&IDA, Aabenlys, Kintobe og mange, mange flere.
Praktiske informationer
Vendsyssel Kunstmuseums Julemarked for Kunsthåndværk og Design bliver afholdt lørdag den 30. november kl. 10.00-16.00 på Vendsyssel Kunstmuseum, P. Nørkjærs Plads 15, 9800 Hjørring.
Dørene åbner kl. 9.30.
Entré: 50 kr. / KLUB VKM: 50 kr.
KLUB VKM-medlemmer kan tage én ekstra gæst med på sit klubkort gratis.
Under 18 år GRATIS
Du kan læse mere på www.vkm.dk eller følge med på Facebook og Instagram.
Foto: VKM.