Flume Tank North Sea i Hirtshals er mest kendt blandt virksomheder, der producerer fiskeriudstyr og akvakultur – men faktisk kan mange andre også få gavn af den.
Prøvetanken, som den kaldes i daglig tale, drives af Nordsøen Forskerpark og er et avanceret bassin- og bølgeanlæg til test af udstyr til fiskeri, akvakultur, offshore og andre typer undervandsteknologi. Den skal nu danne rammen om to spændende studieprojekter af kandidatstuderende i IT-ledelse ved Aalborg Universitet.
Tirsdag den 6. februar var ni studerende på besøg hos Prøvetanken. I to studiegrupper skal de i de kommende måneder analysere de systemer, som anvendes i Prøvetanken, og give forslag til it-løsninger, der kan være med til at optimere tanken.
Besøget var det første af flere i løbet af foråret. Her fik de studerende en grundig introduktion til tanken og dens it-systemer, og undervejs blev der stillet mange gode spørgsmål, som blev besvaret med stor åbenhed og grundighed.
Foruden en introduktion fra direktør Mette Hyldgaard Roussis fik de studerende vist, hvordan Prøvetanken og dens systemer fungerer i praksis, inden vodbinder Dennis R. Poulsen fortalte og svarede på spørgsmål om de systemer og beregningsmodeller, der ligger til grund for hans produktion af nedskalerede modeller af trawl og net til tests i tanken.
Samarbejdet med Prøvetanken er afgørende for de studerendes projektarbejde på Aalborg Universitet, men det er ligeledes meget værdifuldt for Prøvetanken, fortæller direktør Mette Hyldgaard Roussis.
”De studerende kommer med nytænkning og opdateret viden, som kan være med til at fremtidssikre Prøvetanken. Derfor ser vi stor værdi i samarbejder som disse, og vi stræber efter at lave endnu mere af den slags i fremtiden,” siger Mette Hyldgaard Roussis.
Studielektor ved Aalborg Universitet Teis Brøting glæder sig over muligheden for at samarbejde med Prøvetanken og den store åbenhed og tilgængelighed, de studerende bliver mødt med:
”For vores studerende på cand. it i IT-ledelse har samarbejdet med Prøvetanken den helt perfekte kombination af IT, data, processer og forretning, og vi ser meget frem til vores fortsatte samarbejde,” siger han.
I løbet af de kommende måneder vil de studerende besøge Prøvetanken yderligere et par gange, lige som der løbende vil være kontakt mellem de studerende og ansatte i Prøvetanken.