Nu er arbejdet med at ændre området ved Bindslev Gl. Elværk i fuld gang. Det betyder, at hele området er en byggeplads, hvortil der er adgang forbudt. Interesserede må nøjes med at følge arbejdet på afstand fra Sdr. Bindslevvej.

Som tidligere omtalt er Fisketrappen udpeget som en spærring. Hjørring Kommune er derfor blevet pålagt at skabe fri passage for fisk i området.

Nu er de store gravemaskiner i færd med at grave en kanal ned til elværket således, at museumsdriften kan fortsætte. Der graves endvidere ud til åens nye løb.
Når spærringen fjernes, giver det fri passage for fisk til 210 km vandløb opstrøms fisketrappen. På sigt medfører det bedre fiskevand i hele Uggerby Å samt forbedre leveforholdene for forskellige vandlevende dyr og planter.

Projektet vil ændre området omkring den nuværende fisketrappe og det gamle elværk markant, men der er gjort et stort arbejde for at genskabe et naturskønt område med mange rekreative tilbud.


