– Hvert år får vi i Naturstyrelsen henvendelser fra hundeluftere i Slotved Dyrehave, som er blevet angrebet eller har følt sig truet af hinder (hunnerne hos krondyr kaldes for hinder). Hinderne forsvarer indædt deres kalve i de første uger efter fødslen og kan gøre udfald og ligefrem rejse sig på bagbenene og sparke ud med forbenene, mens de forfølger hunde og mennesket i den anden ende af snoren, fortæller skovfoged Mogens Sonne Hansen og kommer med følgende retningslinier i denne tid, hvor der er kalvesætning.

– I år forventer vi at der bliver født cirka 110 nye kalve. I maj og juni/juli forlader kronhinderne og dåerne flokken én efter én og går afsides for at føde deres kalv. Normalt føder hvert hundyr 1 kalv. Kronhinderne sætter først kalv, og dåernes kalvesætning følger efter. Hundyrene lægger kalvene af i skjul i de første 1 – 2 uger, mens de selv søger føde i nærheden. De kommer tilbage og giver mælk.
Hvis du finder en kalv, som trykker sig mod jorden, er den ikke forladt. Rør ikke ved kalven, men gå roligt videre.

Hundyrene kan på denne årstid føle sig truet af hunde også selvom hunden er i snor og ruterne følges. Hundyrene betragter hunde som en fare for deres kalve og kan i sjældne tilfælde vise aggressiv adfærd. Hinden eller dåen, der har en kalv liggende i nærheden, vil beskytte kalven mod “den farlige ulv”, som den ser nærme sig. Det er typisk i overgang mellem skov og slette eller i større vegetation, som bregner, buske eller lignende samt i kvasdynger efter skovning.
Hvis et hundyr går frem mod dig/hunden så gå væk fra hinden eller dåen med det samme. Bevæg dig i et roligt tempo.

Følg derfor nedenstående enkle retningslinjer for hensigtsmæssig adfærd i Dyrehaven særligt på denne årstid:
- Du kan sikre, at hundyrene og de nyfødte kalve får ro ved ikke at gå ind i skovkrattet. Gå ad de afmærkede ruter, hvor dyrene er vant til at mennesker færdes, så dyrene ikke stresses unødigt.
- Respekter dyrenes flugtafstand ved ikke at følge efter dyrene. Betragt dem på afstand. Hvis du skal passere dem tæt på, fordi de står tæt på stien, så bevæg dig roligt forbi uden at stoppe op.
- Hold hunden i kort snor. Vær opmærksom på om hundyrene virker utrygge ved hunden eller viser aggressiv adfærd f.eks. ved at gå frem mod jer eller stampe med forbenet i jorden. Bevæg dig i givet fald straks væk med hunden og med fordel samme vej som du kom fra.
– For at hjortene kan trives i dyrehaven, og du og dyrehavens øvrige besøgende har mulighed for at opleve dyrene og alle får en god oplevelse, er det altid vigtigt: At du holder hunden i snor og ikke efterlader høm-høm i poser. At du følger veje og afmærkede stier. At du holder afstand til dyrene, og at du færdes roligt og forudsigeligt. At cykling kun foregår på de asfalterede veje og på stien nord om hegnet. At affald tages med hjem eller lægges i affaldscontaineren ved toiletbygningen.
Ved problemer eller spørgsmål kan Naturstyrelsen Vendsyssel kontaktes på telefon 21618335 eller 26875460.