Det er forår, og kærligheden spirer i akvarierne hos Nordsøen Oceanarium.
Flere fiskearter starter deres formering i denne tid, og i påsken sættes der derfor fokus på fiskeæg og søde små unger.
Backstage-området forvandles til en lille fiskebørnehave med unger og æg, hvor der vil være alt lige fra små- og storplettet rødhaj til små nuttede stenbiderunger. Derudover har Danish Salmon sørget for, at der bliver fremvist flotte eksemplarer fra et af laksens udviklingsstadier; smolt.
”Vi har lavet et rigtig fedt påskeprogram fyldt med hyggelige og lærerige oplevelser for hele familien. Der findes mange spændende ting at fortælle om fiskenes æg og unger, og vi glæder os til at byde gæsterne velkommen,” siger formidlingskoordinator hos Nordsøen Oceanarium, Kim Fogt.
Du kan blandt andet finde ud af, hvilket havdyr der lægger æg, som ligner en bleg appelsinskræl, eller hvor mange millioner æg en klumpfisk lægger ad gangen.
Jagten på æggetyven
Hele påskeugen fra den 12. til 21. april er der også mulighed for at gå på jagt efter den lumske æggetyv i udstillingen.
Havdyr skal passe ekstra godt på deres æg og unger, da der ofte er fare på færde. Nogle fiskearter er nemlig så frække, at de stjæler og spiser andre fisks æg.
En af de arter har været på spil i Nordsøen Oceanariums akvarier, og du kan hjælpe med at afsløre tyven. Gå rundt i udstillingen og udforsk ledetrådene og deltag samtidig i konkurrencen om et kæmpe påskeæg, en sød bamse og børnebogen ”Hvad er jeg?”.
Derudover er der masser af påskehygge på programmet. I det kreative hjørne sidder de søde børneguider klar med en hjælpende hånd, når der blandt andet skal dekoreres påske-rokke-æg, klippes fiske-gækkebreve og laves bandit-masker til Jagten på æggetyven.
Skal der tankes op i depoterne i løbet af dagen, kan I nyde en lækker påskeplatte i caféen. Der er både platter til børn og voksne.
Foto: Nordsøen.