Af Søren Smalbro
Formand for Teknik- og Miljøudvalget
Byrådsmedlem for Venstre
Borgmesterkandidat
Vi er havnet i en meget ærgerlig situation med vandløbsprojektet ved Fisketrappen i Bindslev.
Der har været arbejdet utrætteligt de sidste ca. 5 år for at få alle interessenter i området tilgodeset mest muligt i denne bundne opgave, nemlig fjernelse af vandløbsspærringen, Fisketrappen.
I et sådant forløb kan alle interessenter naturligvis ikke få alle ønsker opfyldt fuldt ud. I det fremlagte projekt er der dog både målopfyldelse i forhold til både nationale krav og i forhold til EU-krav og lokale krav og ønsker er tilgodeset så meget, som det overhovedet kan lade sig gøre.
Der har været afholdt ufatteligt mange møder, og der er lagt et utrætteligt og dygtigt arbejde i at få alle ønsker tilgodeset så meget som muligt. Derfor er det også meget skuffende, at to interessenter i området nu alligevel vælger at indsende klager med opsættende virkning, – i sidste øjeblik.
Projektet skal være færdigt primo år 2023, og de indsendte klager kan i værste fald forsinke projektet i et år.
Lykkes det ikke at finde løsninger, alle interessenter i området kan godkende, kan vi blive nødsaget til at gennemføre vandløbsprojektet uden inddragelse af interessenterne, det vil være rigtigt ærgerligt, – hvilken værdi har et vanddrevet elværk eksempelvis uden vand?
Alternativet kan blive, at projektet ikke kan gennemføres indenfor tidsfristen. I så fald bliver det skatteborgerne i Hjørring Kommune, der kommer til at betale.
Det må ikke ske, og derfor kan det som nævnt blive nødvendigt at gennemføre projektet uden, eller med kun minimal inddragelse af interessenterne i området – desværre.
Link til tidligere artikel
Lokale klager bremser nyt vandløbsprojekt ved Fisketrappen i Bindslev