Af Laura Jensen (M): Gør vi nok for vores børn på Hjørringskolen?

Af Laura Jensen
Kandidat til KV25
Moderaterne

I Hjørring Kommune har vi specialtilbuddet Hjørringskolen, hvor børn med særlige behov får undervisning og støtte tilpasset deres udfordringer.

Det er et vigtigt og relevant tilbud, der på kommunens hjemmeside beskrives som et sted, hvor børnene skal blive så livsduelige og skoleparate som muligt med henblik på et muligt skoleskift til den almene folkeskole.

I forbindelse med en debat, blev jeg gjort bekendt med en borgerhenvendelse omkring hjørringskolen, hvor der blev beskrevet hvordan eleverne på hjørringskolen ikke inkluderes i den almene folkeskoles fællesskab, hvorfor det var svært at forberede børnene på at indgå i andre fællesskab end det på hjørringskolen.

Okay, tænker du sikkert, hvorfor er det et problem? Det er jo et specialtilbud af en grund, og disse børn har brug for ekstra støtte og kan ikke indgå på lige fod med de andre børn i skolen, så det er jo godt, at tilbuddet er der.

Og ja! Det er godt. Og det er jo også godt, at tilbuddet retter sig mod at støtte børnene i på sigt at kunne vende tilbage til et alment skoletilbud.

Men helt ærligt, er den mission realistisk, hvis børnene aldrig får en reel mulighed for at spejle sig i eller afprøve det almene skoletilbud, mens de er i Hjørringskolen?

Trods hensigten virker det mest til, at Hjørringskolen og folkeskolerne i kommunen i praksis er to adskilte verdener.

Børnene i specialtilbuddet har ofte ingen kontakt med det fællesskab, de på sigt forventes at træde ind i. Og det gør skiftet – hvis det overhovedet sker – både brat, usikkert og i nogle tilfælde måske, umuligt.

Det kan virke til, at der kan være en forventning til, at børnene i hjørringskolen kan have ressourcerne til et skoleskift, uden først at have haft chancen for at øve sig løbende og danne relationer i den klasse der potentielt skal skiftes til. Vi kan ikke forvente, at (især sårbare) børn har de nødvendige ressourcer til at kunne håndtere et så brat skift hensigtsmæssigt.

Jeg mener, at et skift bør ske på en sådan måde, at det enkelte barn føler sig tryg i skiftet, har opbygget nogle relationer til den nye klasse samt har et klart indtryk af hvad der forventes både fagligt og socialt.

Jeg tror på, at et tværinstitutionelt samarbejde kan være en mulighed. Jo vist, det vil koste lidt mere her og nu, men måske ikke på lang sigt.

Et forslag kunne f.eks. være at man inden skoleskift har mulighed for at kunne deltage i nogle af de fag, hvor barnet er godt med. Er man f.eks. god i idræt, kunne en mulighed måske være, at eleven fra hjørringskolen kunne deltage i idrætstimerne på den skole barnet potentielt skal starte på efter endt forløb på hjørringskolen. På denne måde kan børnene lære hinanden at kende, uden eleven fra hjørringskolen rykkes ud af de vante og trygge rammer med fuldt opstart på ny skole, men derimod gradvist og med kendte voksne(pædagog, lærer) kan få mulighed for at indgå i det almene fællesskab i et tempo barnet kan være i, og hvor udviklingen får lov at ske i det enkelte barns tempo.

Et andet forslag kunne være fælles temadage, hvor børnene igennem temadage med forskellige aktiviteter (idrætsdage, kreadage og lign) lærer hinanden at kende med profesionelle voksne omkring sig og med mere “uformelle” rammer, men hvor fokus er på det sociale fællesskab gennem aktivitet.

På denne måde bliver begge “grupper” mere integreret med hinanden, børnene fra hjørringskolen lærer at indgå i almene, sociale fællesskaber og børnene fra den almene folkeskole lærer at forstå børn der er anderledes, hvilket på sigt vil gavne begge grupper i deres videre udvikling.

Det koster måske lidt mere her og nu. Men det koster langt mere på den lange bane at lade børn vokse op i lukkede rum uden adgang til fællesskabet, både økonomisk og menneskeligt.