Bestyrelsen bag Hirtshals Fiskefestival havde til det sidste håbet, at det ville være muligt at gennemføre Hirtshals Fiskefestival 2021.
Desværre har man måtte sande, at det ikke var muligt i det ønskede set up, og da man ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten af gæsternes oplevelser, så har bestyrelsen valgt at aflyse dette års event. Dog arbejder Hirtshals Fiskefestival på at afholde den årlige kokkekonkurrence Local Cooking, som eventuelt kan afholdes uden publikum, men via livestreaming.
Beslutningen om at aflyse er desuden baseret på, at gruppen bag Hirtshals Fiskefestival ikke føler sig gearet til at kunne afholde arrangementet på forsvarlig vis i forhold til Covid19-usikkerheden. Normalvis samler Hirtshals Fiskefestival omkring 10.000 gæster og 300 frivillige medhjælpere til Hirtshals by og havn, og bestyrelsen føler ikke, at det vil være muligt at håndtere alle disse gæster sikkerhedsmæssigt forsvarligt med den nuværende Covid19-situation.
Aflysningen af fiskefestivalen i 2021 vil selvfølgelig kunne mærkes hos de mange trofaste sponsorer, samarbejdspartnere, medhjælpere, turismen og hos handelsstanden i byen, men Hirtshals Fiskefestival vender stærkt tilbage den 4.-6. august 2022, hvor gæsterne igen kan få lov at opleve fisken, fisketorvet, smagsprøveboder, sejlture og fiskeriet i Hirtshals.
For at Hirtshals Fiskefestival ikke skal forsvinde helt i år, så vil der hen over sommeren blive afholdt konkurrencer på fiskefestivalens Facebook-side til Hirtshals Fiskefestival 2022, hvor det vil være muligt at vinde overnatningspakker inkl. spisebilletter, billetter til Nordsøen Oceanarium, guidet sejltur med museumskutter HG 159 ”Johs. Hejlesen” samt et gavekort til byens butikker.
Bestyrelsen og resten af holdet bag Hirtshals Fiskefestival ser frem til at byde gæsterne velkommen tilbage i 2022.