Mandag eftermiddag blev en særlig begivenhed markeret i Hjørring Handel med en velbesøgt afskedsreception for event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt samt formand Betina D. Jensen.
Receptionen samlede en bred skare af medlemmer, samarbejdspartnere, de frivillige Blå Stjerner, embedsmænd fra kommunen og selveste borgmester Søren Smalbro. Krumme og julemanden havde også fundet vej til arrangementet for at tage del i festlighederne.
En rørt Rikke Ejsenhardt måtte lige sunde sig, inden Betina D. Jensen tog ordet som den første i talerækken.
Hun takkede alle for den rejse, de sammen havde været på, og bemærkede, at ikke kun foreningen havde udviklet sig i løbet af de sidste fem år – det havde hun også.
Ud over nye venskaber har tiden i Hjørring Handel givet hende en værdifuld indsigt i markedsføring, kultur, oplevelser, turisme og de udfordringer, som detailhandlen og det øvrige erhvervsliv står over for.
Betina rettede en særlig tak til Rikke Ejsenhardt, som hun omtalte som hovedkraften bag den vilde udvikling, foreningen har gennemgået – trods modgang i form af Corona, krig og inflation.
– Den forening, du overtog for otte år siden, er en helt anden end den sunde og stærke forening, du afleverer i dag, lød det anerkendende.
Da Rikke havde sundet sig, holdt hun en flot og personlig tale. Hun reflekterede over de mange oplevelser, som årene i Hjørring Handel har bragt – heriblandt Stjernemodeshow, VIP-arrangementer i Kvindeugen, SommerBy og Sandskulpturprojektet.
En særlig tak blev rettet mod Sanne Godtliebsen, der har ydet en uvurderlig frivillig indsats ved mange af arrangementerne.
En af de største taksigelser i Rikkes tale gik til den afgående formand, Betina D. Jensen. Med varme ord beskrev hun Betina som en utroligt arbejdsom person, der formår at balancere mange opgaver og altid gør sit yderste for byen.
– Hun er passioneret, ordentlig og har en stor retfærdighedssans. Intet bliver taget let på, og alt får en seriøs og retfærdig behandling. Hun er grundig, skarp, sjov, og hun er blevet en rigtig god ven, sagde en tydeligt berørt Rikke.
Borgmester Søren Smalbro (V), som på trods af en travl kalender fandt tid til at kigge forbi, takkede fra hjertet de to stærke kvinder for deres store indsats for byen og erhvervslivet.
For Rikke Ejsenhardt venter der nu en tid uden et nyt job på hånden, og, som hun selv sagde, glæder hun sig til for første gang at nyde nogle måneder med frihed og se, hvad livet byder hende.
Betina vil stadig arbejde videre for foreningen, byen og kommunen via Hjørring Kommunes byråd, som hun er kandidat for Venstre til ved kommunalvalget den 18. november i år.
Med mange smil, rørende ord og et stort fremmøde blev afskeden en smuk markering af den indsats, både Rikke og Betina har lagt i Hjørring Handel. Deres aftryk vil uden tvivl leve videre i byens handels- og erhvervsliv.