Formand Lars Busk Hansen meddelte tidligere på året kredsstyrelsen i Lærerkreds Nord, at han ikke ville genopstille ved generalforsamlingen den 21. marts 2024. Efterfølgende blev den mangeårige næstformand Tom Kærgaard valgt til ny formand i Lærerkreds Nord.
– Kredsen står et rigtig godt sted lige nu. Med gode aftaler og gode relationer til medlemmer og arbejdsgivere. Så derfor mener jeg, at det er det rigtige tidspunkt at skifte formand, sagde dengang Lars Busk Hansen.
– Jeg har altid været og er stadig glad for at være kredsformand. Men efter 31 år i kredsstyrelsen, heraf 26 år som kredsformand og 20 år som hovedstyrelsesmedlem, så synes jeg også, at det er tid til at nedbringe lidt af kompleksiteten i mit arbejdsliv, og til at give plads for nye kræfter. Og der er virkelig mange gode kræfter i kredsstyrelsen, tilføjede den nu afgåede formand.
Lars Busk Hansen fortsætter sit arbejde i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening og vil derfor stadig være kredsens stemme i landsledelsen. Her er der ifølge ham også nok at tage fat på. For eksempel med regeringens folkeskoleudspil og OK24, som er godt i gang.
– Jeg fortsætter mit arbejde for det gode lærerliv, som altid har været drivkraften i mit politiske arbejde. Men efter 1. april bliver det alene som hovedstyrelsesmedlem” sluttede Lars Busk Hansen.
Jævnfør nedenstående med tilmeldingsfrist onsdag den 8. maj holdes der afskedsreception for den afgåede formand fredag den 17. maj i Restaurant Svanelunden.