Af Paw Rytter
Byrådskandidat til KV21
Socialdemokratiet
Christiansdalsvej 83
Vrå
Den 29.4 gav Hjørring Kommune afslag på en ansøgning om aktindsigt i fire dokumenter, som kommunen sendte og modtog om gylleudslippet i Liver Å den 22.4. Kommunen begrunder afslaget med henvisning til offentlighedsloven § 19, stk. 1, der siger at, retten til aktindsigt ikke omfatter sager inden for strafferetsplejen.
Dermed burde afslaget på sin vis være godt nyt, hvis man som jeg mener, at BB Biogas bør meldes til politiet på grund af selskabets rolle i forbindelse med gylleudslippet. For ifølge kammeradvokat Poul Schmidt er sager omfattet af de almindelige regler om aktindsigt, indtil det tidspunkt der træffes beslutning om at indgive politianmeldelse.
Men desværre tror jeg ikke, at man er kommet så langt i processen endnu. For på det kommende møde i Teknik- og Miljøudvalgets skal udvalget drøfte administrationens redegørelse for uheldet. Min fornemmelse bliver ikke bedre af, at redegørelsen er lagt på som et lukket bilag, som offentligheden ikke har adgang til. For det betyder alt andet lige, at Teknik- og Miljøudvalget først nu skal tage stilling til, om BB Biogas skal meldes til politiet eller ej.
Set med offentlighedens øje er det utilfredsstillende at administrationens fremstilling af hændelsesforløbet holdes hemmeligt, ikke mindst fordi der har været forskellige udlægninger af, hvad der egentlig skete forud for uheldet. Fx har der været forskellige udmeldinger om, hvorvidt BB Biogas havde fået tilladelse til at prøvekøre rørsystemet inden det elektroniske overvågningssystem, var installeret.
Den 24.4 kunne man i Nordjyske læse, at biogasanlægget havde fået tilladelse til at prøvekøre det nye rørsystem til gylle uden, at der var installeret elektronisk overvågning. I artiklen udtalte en miljøvagt fra Hjørring kommune: ”Der var ingen, der kunne forestille sig, at det var en ventil til et siderør, der var utæt, og derfor betragter vi udslippet som et hændeligt uheld.”
Hvis den udlægning får lov at stå til troende, så er der næppe grundlag for at melde BB Biogas til politiet. For et hændeligt uheld er jo … nå ja .. et hændeligt uheld. Og hvis Hjørring kommune tilmed har givet tilladelse, så er der jo ikke rigtigt noget at komme efter, vel?
Det ændrer imidlertid ikke ved. at det er ubegribeligt dumt og uansvarligt, at man ikke ventede med prøvekørslen, indtil det elektroniske overvågningssystem var installeret.
Derfor spurgte jeg formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Smalbro om, tilladelsen til at prøvekøre anlægget var givet administrativt, hvilket han bekræftede. Svaret fyldte mig med ambivalens. For på den ene side var det betryggende at få vide, at der ikke var tale om en politisk beslutning. På den anden side var det rystende, at administrationen kunne opføre sig så ansvarsløst.
Men så ændrede billedet sig endnu engang, da jeg modtog svaret på min anmodning om aktindsigt. Der kunne jeg læse følgende:
”Du har 25. april 2021 via e-mail anmodet om aktindsigt i …. BB Biogas anmodning om tilladelse til at foretage prøvekørsel af rørsystem til transport af gylle, samt Hjørring kommunes tilladelse hertil.
BB Biogas har ikke anmodet om tilladelse til prøvekørsel af rørsystem til transport af gylle hos Hjørring Kommune. Hjørring Kommune har af denne grund ikke forholdt sig til en eventuel tilladelse.
Hjørring Kommune har den 20.4.2021 været på miljøtilsyn på biogasanlægget, og har i denne forbindelse accepteret den fortsatte testkørsel af anlægget.”
Godt så. BB Biogas havde altså ikke fået tilladelse til at prøvekøre rørsystemet. Man var bare gået i gang, selvom det elektroniske overvågningssystem ikke var installeret.
Men Hjørring Kommune står unægtelig i en dum situation. For kommunen burde alt andet lige have udstedt en standsningsmeddelelse i forbindelse med miljøtilsynet den 20.4, da man blev opmærksom på, at BB Biogas prøvekørte rørsystemet uden det fornødne sikkerhedssystem.