Tversted Aftenhøjskole inviterer torsdag den 21. november klokken 19 til aftenhøjskole-foredrag i sognehuset ved siden af kirken. Adressen er Skagensvej 59.
Præst for de i alt 211 indsatte i Kragskovhede Fængsel, som tidligere hed Statsfængslet på Kragskovhede, ved Jerup, idéhistoriker og teolog Bo Kring Nicolaisen, fortæller om et spændende liv på godt og knap så godt.
De indsatte i fængslet langt ude på Jerup Hede afsoner kortere og længere domme alt efter alvorligheden i det, de er dømt for.
211 indsatte er mange sjæle, der tumler med store og små spørgsmål, problemer og tanker, der hos mange nemt kan blive ekstra mørke i tider, hvor de fleste udenfor hygger sig med familier.
Derfor er det så vigtigt – også for indsatte – at have gode mennesker at tale med, mennesker, der vil og kan lytte og måske give en skulder at stå fast ved. Dén rolle har i et fængsel blandt andre en præst.
Fængselspræsten vil giver deltagerne i foredraget et indblik i livet på åbne og lukkede afdelinger i Kragskovhede Fængsel ved Jerup.
Det koster beskedne 50 kroner at være med til denne spændende aften, og med i prisen er kaffe og kage.
Kragskovhede Fængsel er et åbent fængsel med 161 åbne pladser. Derudover er der et lukket afsnit med 50 pladser. De indsatte er mandlige fængselsdømte fra hele landet, og de fleste kommer fra Nord- og Midtjylland. Der sker mellem 850 og 900 indsættelser om året.
Fængslet ligger i et naturområde mellem Frederikshavn og Skagen. Fængslets medarbejdere har mange forskellige fagligheder: Fængselsbetjente, håndværkere, socialrådgivere, lærere, sygeplejersker, præst med videre.
Kragskovhede Fængsel hører under Kriminalforsorgen Vest.
Den tidlige historie:
1930’erne – lejren oprettes som arbejdslejr, en frivillig foranstaltning for unge arbejdsløse.
1943 – lejren inddrages af den tyske besættelsesmagt til husning af troppetransporter, materiel og krigsfanger.
1945 – den 27. august blev lejren overtaget af det danske fængselsvæsen under navnet Straffelejren på Kragskovhede, blev blandt andet brugt ved anbringelse af landssvigere.
1947 – de sidste landssvigere forlader lejren og den bliver indrettet til kriminelle recidivister.
Statsfængslet på Kragkovhede var indtil maj 2005 et åbent fængsel typisk for indsatte med dommer under fem år – og i en tid også indsatte med kort såkaldte hæftedomme for blandt andet spirituskørsel. Hæftestraf var også en på mange måder nemmere måde at afsone på.
Hæftestraffen blev afskaffet i 2001 på baggrund af en række betænkninger fra Straffelovrådet, primært med henvisning til, at betingelserne for fængselsstraf havde nærmet sig betingelserne for hæftestraf i en sådan grad, at der ikke længere var en reel forskel på de to. I dag findes kun bøde- og fængselsstraf.
Den halvåbne afdeling i fængslet på Kragskovhede blev etableret i eksisterende byggeri og indviet i 2001. Den lukkede afdeling er etableret i en nyopført bygning og blev taget i brug i maj 2005.