Klimakrise, krig i Europa, eksplosiv inflation, ligestillingskamp, Metoo og demokratisk underskud er blandt teaerne, der i næste sæson kommer i fokus på Vendsyssel Teater.
Listen af presserende samfundsproblemer kan imidlertid fortsætte i det uendelige, og alt imens politikerne har travlt med store bededag og undersøgelseskommissioner, vokser problemerne sig kun større. Men hvor bliver folkets oprør af? Har velfærdssamfundets lune tæppe lagt sig som en bekvem lammelse over hele befolkningen?
Året er 2024. Et band er samlet, for at gøre en forskel. De vil være bandet, som får dig op af sofaen og ind i kampen mod verdens elendighed. De vil skabe musik som vækker aktivisme og forandring – når nu politikerne har givet op, eller vist sig som en del af problemet.
Forestillingen Aktivisterne spiller 18. januar 2024 og er en kalejdoskopisk vandring gennem de seneste 60 års aktivisme i både ord, billeder og musik på Vendsyssel Teater.
Når billetsalget åbner online den 24. juli kl. 10, kan du læse mere på Vendsyssel Teater.