Det er en årelang tradition, at der hvert år i juli måned er levende historieformidling i Museumshaven i Hirtshals.
Traditionen startede allerede for 40 år siden, hvor pensionerede vodbindere og fiskere dannede “Haveholdet”. De viste og fortalte de besøgende om det gamle håndværk med at slå reb og binde vod (som er et poseformet fiskenet) samt fortælle om fiskeredskabernes opbygning og selvfølgelig også lidt røverhistorier fra de syv verdenshavene.

Det gør de fortsat, og de besøgende får blandt andet lejlighed til at prøve at slå reb, som kan bruges til sjippetov.

Lige for tiden har vodbinderne travlt med at producere “kartoffelskrællernet”, som gør det nemt at rengøre nye kartofler. Disse net er uhyre populære og kan købes for et beskedent beløb. Meget andet, af det som “Haveholdet” fremstiller, er ligeledes til salg.

For 30 år siden blev aktiviteterne i den hyggelige museumshave udvidet med “Fiskekrogen”, som er et lille fisketeria, hvor “fiskekonerne” tilbyder alt godt fra havet. Der er friskfanget og nystegte rødspættefileter, hjemmelavede fiskefrikadeller, røget makrel og ferskrøget laks, som kan nydes i Museumshaven under de skyggefulde træer sammen med diverse drikkevarer. Alt sammen til særdeles rimelige priser.

Aktiviteterne i Museumshaven har i alle årene været en meget populær sommeraktivitet med hundredvis af besøgende. Det gælder også i år, hvor der indtil nu i gennemsnit har været omkring 100 dagligt besøgende.

Da materialerne, som “Haveholdet” anvender, og råvarerne til “Fiskekrogen” er sponsoreret af byens og havnens erhvervsliv, skabes der hvert år et pænt overskud, som går til velgørende formål i Hirtshals gl. Kommune.


Det er også muligt, at få en Hirtshals bjeskspecialitet med hjem, der er lavet ud fra gamle opskrifter. Det kræver blot, at man selv medbringer en flaske snaps med neutral smag. Hver onsdag klokken 10.30 er der bjeskforedrag, hvor museumsinspektør Chrestina Dahl fortæller om bjesken, der er noget helt særligt for Hirtshals takket være den tidligere hjemmesygeplejerske Signe Hansen.

I anledning af de to flotte jubilæer er der skruet ekstra op for aktiviteterne i Museumshaven. Der er ugentligt live musik. I sidste uge var det bandet Trio-Gehør, der sørgede for, at stemningen i Museumshaven blev løftet flere grader med festlig countrymusik, irske toner samt danske folkeviser.

Der afholdes som nævnt ugentlige bjeskforedrag ligesom dygtige pileflettere kommer på besøg hver onsdag. Den lokale Flemming Stange vil iført høj hat læse eventyr for børn og barnlige sjæle hver tirsdag, og som en tak til byens borgere for i høj grad at have bakket op omkring aktiviteterne i haven gennem de seneste 40 år gives der halv pris på entreen hver torsdag til gæster bosiddende i postnummeret 9850.

Aktiviteterne foregår mandag til fredag fra klokken 10 – 15 i hele juli måned på Hirtshals Museum, Vanggårdsgade 10B, 9850 Hirtshals. Museets udstillinger er ligeledes åbne alle søndage fra klokken 11 – 15, hvor der dog ikke er aktiviteter i haven.
Selvom sommervejret måske driller lidt, er det absolut værd at besøge Museumshaven med de mange forskellige aktiviteter og smage på de friske og velsmagende fiskeanretninger tilberedt med omhu af de dygtige “fiskekoner”.

Museumshavens program for resten af juli måned er omfattende, som det her fremgår:
Mandag den 15. juli: Alm. åbent med haveaktiviteter.
Tirsdag den 16. juli: Højtlæsning af eventyr for børn v/Flemming Stange kl. 11.00.
Onsdag den 17. juli: Bjeskinfo kl. 10.30 – pileflet – Livemusik: Sailor Boys kl. 11.00-13.00.
Torsdag den 18. juli: ½ pris på entre for folk bosiddende i postnummer 9850.
Fredag den 19. juli: Alm. åbent med haveaktiviteter.
Lørdag den 20. juli: Museet holder lukket.
Søndag den 21. juli: Museet holder åbent uden aktiviteter i haven kl. 11.00-15.00.
Mandag den 22. juli: Alm. åbent med haveaktiviteter.
Tirsdag den 23. juli: Højtlæsning af eventyr for børn v/Flemming Stange kl. 11.00.
Onsdag den 24. juli: Bjeskinfo kl. 10.30 – pileflet – Livemusik: VENDIA kl. 11.00-13.00.
Torsdag den 25. juli: ½ pris på entre for folk bosiddende i postnummer 9850.
Fredag den 26. juli: Alm. åbent med haveaktiviteter.
Lørdag den 27. juli: Museet holder lukket.
Søndag den 28. juli: Museet holder åbent uden aktiviteter i haven kl. 11.00-15.00.
Mandag den 29. juli: Alm. åbent med haveaktiviteter.
Tirsdag den 30. juli: Højtlæsning af eventyr for børn v/Flemming Stange kl. 11.00.
Onsdag den 31. juli: Bjeskinfo kl. 10.30 – pileflet – Livemusik: Judith og Jan kl. 11.00-13.00.


