Dansk akvakultur producerer sunde, næringsrige laksefisk fra dam- og havbrug med et højt indhold af Omega-3-fedtsyrer og en betydeligt mindre klimapåvirkning sammenlignet med andre animalske proteinkilder, mener de hos producentorganisationen Dansk Akvakultur (DAPO).
For eksempel har opdrættet laksefisk ifølge producentorganisationen et klimaaftryk op til ti gange mindre end kvæg og kræver cirka fire gange mindre vand end kyllinger. Brancheorganisationen ønsker derfor, at fiskeopdræt vil blive en integreret del af løsningen i forhold til de grønne omstillingsmål.
Ikke bare fisk, men også tang er angiveligt en unik ressource i dansk akvakultur, som producentorganisationens medlemmer arbejder på at integrere yderligere i produktionen. Virksomheder som Danish Salmon i Hirtshals udnytter således udledningsvand fra fiskeopdræt til vækst af tang.
Ud over de klimamæssige perspektiver er prisen på vildlaks næsten dobbelt så høj som på opdrættet laks, påpeger fiskehandler Klaus Anker Jensen, som har Fisk er Godt i Hjørring og desuden kasketten som formand i interesseorganisationen Danmarks Fiskehandlere.
– Vi eksperimenterer hele tiden med nye produkter og lytter til kundernes ønsker og feedback. Men at erstatte laks med en anden fisk, der både har samme smag og konsistens, er svært. Heldigvis er vores kunder åbne over for at prøve dansk fisk, som måske ikke er de mest almindelige valg, skriver fiskehandleren i en kommentar til en artikel på NordsøPosten.
At vælge fisk og skaldyr fra dansk akvakultur er mere end blot et fødevarevalg, da det er en vej til en bæredygtig fremtid, mener man altså under alle omstændigheder hos producenterne i Dansk Akvakultur.
Link til en af flere relaterede artikler
Klaus Anker Jensen: Desværre har de fleste misforstået budskabet