Uden at tvære i klodens aktuelle tilstand lykkedes det Allan Olsen at præsentere publikum for en cool combo af følsomme indspark til tidens groteske absurditeter i en kendt ramme for et nordjysk publikum med et sandsynligvis pænt kendskab til Fresse…
Forleden havde jeg den behagelige fornøjelse af at være i selskab med en hund, der ifølge ejeren var avanceret fra at være en Christiansborghund til nu at være en herregårdshund…
Om Olsen er en hund efter herregårde ved jeg ikke, men det virkede som om, at det passede den nordjyske troubadour ret godt at skulle optræde på landets nordligste herregård…
God kontakt til publikum, som i starten godt nok et enkelt sted måtte indsparke lidt hjælp til teksten – egentligt ret fantastisk, at der blandt tilhørerne altid er nogle, der kan teksterne – og gode historier mellem numrene og især et nærvær, der bla gav sig udslag i flere forsøg på at få os tilhørere til at medvirke…
Jeg har det lidt med det, som med min Mors rundesang… Det gik bedst, når vi har havde fået mere end tre genstande, men respekt for forsøget…
Faktisk har jeg aldrig oplevet Olsen så nærværende… de fleste af hans sange er så vedkommende i sig selv og bærer sagtens et møde med publikum til enhver tid, men denne aften var der et xtra lag af intimitet…
Farver får i denne tid nemt nye betydninger, og i Olsens ”Sver’je” følsomt og fint fortolket blev ord som krig og idioti overhovedet ikke nævnt, men vi blev klar over, at det kan være en god ide at se sine fremtidige ugerninger i livets ulidelige bakspejl, inden man begår dem…
Og ellers var aftenens tema vist kærlighed og passion og lykke… Det sidste er vi verdensmestre i – kun overgået af finnerne – så der er angrebsvinkler nok…
Kærlighed til en Gipson de Luxe, betagelse af Lomax – den første mørke mand i Frederikshavn – og om hvorfor vi foretrækker Vores Dronning fremfor en del andre…
Staklernes Hus som scoretrick, ugengældt kærlighed til Miss Petulia, en slags kærlighed til den by, man kommer fra, og om at kunne stikke sin næse i noget, som de fleste vil kalde ulækkert…
Måske Balladen om Rosa skulle med på grund af inspiration fra de landlige omgivelser, men det er ok… jeg elsker det nummer, og hvad skal man mene om et udtryk som: Yveret voksede som en brandbil – uforligneligt…
Olsen gav os en rigtig god aften med disse perler og flere af slagsen fornemt afrundet med den – for mig ihvertfald – rørende Hjørringvej, og med det optimistiske budskab om at se lidt lyst på de kommende år blev vi sendt ud i forårsnatten…
Det blir vist en sommer som i 57..!
