Torsdag eftermiddag er der stor travlhed hos Region Nordjylland, der lige nu forbereder sig på massiv testning i de syv berørte kommuner i Nordjylland.
Alle borgere i de pågældende kommuner skal som udgangspunkt testes, og det er man i gang med at planlægge, siger Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland.
– Vi forbereder os på en situation, hvor vi skal ind og øge testkapaciteten, for vi skal gerne teste alle borgere i de berørte kommuner de næste syv uger. Så det er et meget stort arbejde, som vi nu går ind i i forhold til planlægning samtidig med, at vi jo skal løfte de daglige opgaver i sundhedsvæsenet.
Kan teste 13.000 om dagen
De mange borgere skal testes for at inddæmme smitten, samt skabe overblik over, hvor mange der er smittet med den særlige variant af Covid-19, som er muteret i mink. Sundhedsmyndighederne er bekymrede for, at det kan påvirke effekten af en kommende vaccine.
– Vi kommer til i næste uge at lave over 13.000 test om dagen, og det kan øges, hvis det bliver nødvendigt, siger Ulla Astman.
Samtidig vil kapaciteten blive øget de steder, hvor man i forvejen tester.
– Det kommer til at være således, at vi øger vores teststeder i tæt samarbejde med kommunerne, så vi finder nogle lokaliteter, hvor der er ordentlige arbejdsforhold, venteforhold og parkeringsforhold.
I DISSE SYV KOMMUNER SKAL ALLE TESTES
- Vesthimmerland
- Læsø
- Frederikshavn
- Hjørring
- Brønderslev
- Jammerbugt
- Thisted
– Det er en utrolig alvorlig situation
Nordjyderne vil få førsteprioritet, når de mange tests skal analyseres.
– Vi kan skrue op for kapaciteten meget hurtigt. Det skal gerne være sådan, at når vi har lavet testene på borgerne, så skulle de gerne blive analyseret ret hurtigt. Så det er vi i gang med at koordinere og se på, hvordan vi øger den samlede kapacitet – sådan at staten vil øge antallet af analyser, der kan laves på landsplan, og de bliver dedikeret de nordjyske borgere, lyder det fra Ulla Astman.
Hun oplyser desuden, at det drejer sig om op mod 280.000 borgere, der skal testet i den kommende tid i syv ud af regionens 11 kommuner.
– Der er tale om et vigtigt skridt i forhold til at få kortlagt den muterede smitte, så vi sammen kan sikre, at kommende vacciner mod Covid-19 vil virke efter hensigten, siger Ulla Astman.
– Det er en utrolig alvorlig situation, som udspiller sig lige nu. Først og fremmest for de berørte minkavlere og hele branchen omkring dem. Jeg har utrolig ondt af de mennesker, der nu mister deres levebrød. Så jeg har stor medfølelse og sympati med dem og håber, at de bliver hjulpet god videre, siger regionsrådsformanden.
Kilde: TV2 Nord.