Initiativtagerne Tanja Nielsen og Marianne Agerholm var forståeligt nok rigtig glade, da netavisen mødte dem midt under lørdagens Vesterhavs Basar.
Årsagen til glæden var ikke blot det rigtig fine fremmøde af interesserede og købelystne gæster, men nok så meget de mange forskellige og alsidige stadeholdere.
Ved sidste Vesterhavs Basar var der 30 af slagsen, mens der denne gang var 40, hvilket blandt andet skyldtes, at flere foreninger denne gang var repræsenteret. Det gjaldt eksempelvis Lions Hirtshals, Vendsyssel – fritid for alle og Bibiana. Lions havde medbragt et større parti hvide træsko og flotte, flettede tasker.
Midt i hallen sad også tre friske piger fra Hirtshals Skole. Deres salg af bæredygtige bambusstrømper gik ubeskåret til et helhjertet og fortjenstfuldt forsøg på at tjene penge til deres lejrskole, som ellers er sparet væk for de fleste af folkeskoleeleverne i Hjørring Kommune.
Denne gang var der desuden et særdeles bredt felt af såvel gengangere som nye stadeholdere, der blandt andet talte de lokale fotografer Arturs Pirazkov, Kurt Sørensen og Daniel Brandt Andersen. Erhvervslivet var repræsenteret med blandt andre Lotte Gaardboe fra Camp on Top.
Der var kort fortalt masser af spændende stande med et spændende udbud af alskens varer at besøge ved lørdagens store Vesterhavs Basar.