Som altid er det godt vejr, når KFUM spejderne i Mosbjerg afholder loppemarked. Det var det også i lørdags, hvor solen skinnede dagen lang fra en skyfri himmel.
Spejdernes loppemarked var igen i år pænt besøgt, og der var som nok at vælge imellem. Der var telte med alskens ting og sager samt masser af bøger og tøj samt møbler i høj kvalitet. Og når der var handlet, kunne man lige se, om det var muligt at vinde én af de flotte gevinster i tombolaen, eller man kunne prøve at gætte “fårets vægt”, og blive den heldige ejer af et ægte levende får.
Der var også stor auktion over de bedste ting, der var indsamlet til det årlige loppemarked. Da der blev budt pænt på de mange ting, indbragte auktionen et flot beløb.
KFUM spejderne havde også sørget for, at ingen skulle gå sultne hjem. Der var opsat boder med pølser, frikadeller, vafler, kaffe og lagkage, alt til rimelige priser, og børnene kunne more sig med forskellige konkurrencer.
KFUM håber selvfølgelig på et pænt overskud til spejderarbejdet i Mosbjerg.