På hjørnet, til højre, når du via Lønstrupvej rammer T-krydset på hovedgaden Rubjergvej og Strandvejen i Lønstrup, er alt ved det gamle.
Her driver nemlig parret Mette Hagbarth og Anker Jørgensen Café Oldschool, som de næsten altid har gjort, og her er både alverdens drikkevarer og den gode og enkle mad. Der er åbent 10-16 hver dag med undtagelse af søndag. Samme sted – på Kulturgården – finder man med den unikke beliggenhed i øvrigt også det arbejdende værksted Keramoda.
I det hyggelige og svært inspirerende miljø serverer Mette og Anker blandt andet hjemmelavede retter med mange råvarer fra lokale leverandører. Der er også et stort udvalg i forskellige typer af kaffe, økologiske sodavand, spændende special-øl, vin, rom, whisky, gin, vodka, sherry og portvin.

Foruden dejlig mad og drikke serverer værten gerne en omgang humor, som man jo ofte kommer langt med. Da et musikalsk indslag udendørs måtte aflyses, lød det: ”Musikken i dag er desværre aflyst på grund af den megen friske luft”.
Kommer du med en frisk bemærkning, får du også én den anden vej. Du kan også altid få en god snak og diskussion, for Anker-manden har sine meningers mod, og han deler dem gerne – altid på den ordentlige måde.
Anden underholdning er der også hos Café Oldschool, som af og til har levende musik og for eksempel en populær klarsyns-aften med Ian Elliot i event-kalenderen.
Ian Elliot er fra Irland, og har de seneste mange år boet i Hjørring. Han blev rigtig klar over sine evner som 14-årig og blev dér opmærksom på den fremtidige karriere. Han har siden arbejdet med klarsyn og clairvoyance, herhjemme og udenlands.
Café Oldschool i Lønstrup er indrettet i en spændende, gammel stil med masser af effekter fra en svunden tid. Moderne er dog den digitale temperaturovervågning og telefonen, som man kan få fat i ved at bede centralen forbinde sig med +45 22 67 72 55.
For sådan lige at slutte med begyndelsen…
Den 28. januar 2016 bragte den daværende netavis HjørringAvis en historie om, at ”Mette Hagbarth og Anker Jørgensen har travlt lige nu, for om en uge åbner de deres drømmested, Cafe Chic Oldschool i Jernbanegade i Hjørring, med god mad, spændende drikke og live musik”.
Konceptet tog de med sig til caféen ved Feriepark Landal ved Grønhøj Strand og nu er det en stor succes i Lønstrup. Jo, alt er ved det gode gamle på adressen Strandvejen 56, Lønstrup, 9800 Hjørring, Denmark.



