Hvert år dør mellem fem og otte personer, fordi de bliver påkørt af et tog. Samtidig blev der i 2023 rapporteret 1420 tilfælde, hvor personer opholdt sig ulovligt i sporet. Det svarer til mere end fire situationer dagligt, hvor et tog har været tæt på at ramme en person.
Du har aldrig noget at gøre i sporet, men alligevel sker det, at personer befinder sig der. Det kan være nogen, der leder efter noget i sporet, graffitimalere eller berusede personer – men desværre er det ofte nogen, der bruger sporet som genvej.
”Uanset hvad årsagen er, så er det dumt, livsfarligt og ulovligt at krydse sporet andre steder, end hvor man må. Toget kører hurtigere, end du tror, når du står og ser det komme, og især el-togene er så støjsvage, at man dårligt når at høre dem, før det er for sent,” siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark.
Indsats på ti stationer
På de ti stationer, hvor problemet er størst, vil Banedanmark i den kommende tid sætte fokus på sikkerheden med plakater, asfaltfolier og hajtænder.
”Det er ikke muligt at hegne hele jernbanen ind, da sporet også er en arbejdsplads for rigtig mange mennesker. Men vi vil meget gerne ændre både folks adfærd og opfattelse af, hvad der er farligt og lovligt. Skilte, hegn og pyramidemåtter er nogle af de elementer, vi kan benytte, men det bedste våben er, når alle forstår alvoren og kun krydser den i de autoriserede overgange,” siger Martin Harrow
Indsatsen lanceres som et supplement til de skilte og hegn mellem sporene, der gør det vanskeligt at krydse sporene ulovligt. Ligesom der på nogle stationer har været opsat overvågningskameraer for at få et overblik over, hvor stort problemet er. Andre steder er der gjort forsøg med lægge såkaldte pyramidemåtter ud – måtter støbt af gamle bildæk, der er så godt som umulige at gå på.
Traumatiserende for lokomotivførerne
Hos Dansk Jernbaneforbund er man også stærkt bekymret over udviklingen og understreger, at samtidig med at man udsætter sig selv for fare, så er det også en rystende oplevelse for lokomotivføreren.
– Sporløbere spiller hasard med deres eget liv, men de gambler også med mine kollegaers psykiske helbred. Det tager tid at bringe et tog til standsning, og lokomotivføreren kan ikke bare svinge udenom. Det er ødelæggende for psyken, og hvert år har vi kolleger, der må stoppe som lokomotivfører efter ulykker eller nærved-ulykker,” siger forbundsnæstformand for Dansk Jernbaneforbund, Ebbe Drögemüller.
Fakta
- I 2023 var der 1420 indberetninger om ulovlig færdsel i sporet på landsplan. Antallet af indberetninger er steget eksplosivt i 2022 og 2023 sammenlignet med tidligere år. Antallet af hændelser er større end antallet af indberetninger, da der er et vist mørketal.
- Indsatsen gennemføres i første omgang på følgende 10 stationer: Roskilde, Dybbølsbro, Kolding, Vejle, Hellerup, Hundige, Slagelse, Hjørring, Tureby og Gadstrup.
- De stationer, hvor der er flest tilfælde, og hvor der er sket den største stigning i antallet af tilfælde, gennemgås kvartalsvist af en gruppe i Banedanmark for at se, om der kan gennemføres tiltag, som kan reducere trafikken over sporet.
- Det er typisk på og omkring stationerne, at hændelserne foregår, og ofte er det passagerer, der krydser sporet ulovligt, fordi de skal nå et tog.
Det er især i de sene eftermiddagstimer mellem klokken 16 og 20, at folk vælger ulovligt at krydse sporene.
Kilde: Banedanmark.