Uheldet skete langt oppe i Liver Å hos BB Biogas. Formanden i Lystfiskeriforeningen for Liver Å, Daniel Larsen, blev kl. 18.30 ringet op fra BB Biogas.
Formanden blev orienteret om, at virksomheden desværre havde opdaget en fejl på en ventil ved deres nye gyllerørledning. Denne fejl gjorde ulykkeligvis, at der var blevet pumpet mindst 50 kubikmeter afgasset gylle ned imod og i Liver Å.
– Vi snakkede kort med miljøvagten og BB Biogas, inden vi kørte til Åstrup. Der mødte os et meget trist syn, da åen var helt sort, altså så sort med gylle, at vi ikke kunne se 1 millimeter ned i vandet, oplyser Michael Ejstrup Nielsen, som sammen med Daniel Larsen straks var kørt til Liver Å.
– Efterfølgende kørte vi til Løkkensvej for at gå opstrøms imod gylleproppen, og så følge den ned mod broen. Vi havde i mellemtiden bedt miljøvagten om at rekvirere nogle pumper, så der kunne blive luftet og iltet noget vand ved broen, så vi forhåbentlig kunne rede lidt af vores fisk. Vi har jo for to uger siden sat 19.000 smolt ud i åen, plus alle de vilde smolt, og bækørreder og de sidste nedfaldsfisk, som vi skal passe på, uddyber Michael Ejstrup Nielsen.
– Vi fik fat i vores egen iltmåler og der blev målt ilt ved Løkkevejen før proppen med gylle kom. Iltindholdet var super fint 11.78 mg/l, men så kom proppen med gylle, og der var iltindholdet nede på det halve 5.95 mg/l. Fiskene dør ikke ved 5.95 mg/l ilt, men får det kritisk. Men det var også godt 7 km nedstrøms for udslippet, så der er ingen tvivl om, at iltindholdet har været langt langt nede på de øverste 5 km. inden der kommer flere tilløb og rammer åen. Der ud over vil ammoniaken i gyllen også slå fiskene ihjel, desværre, konstaterer Michael Ejstrup Nielsen.
– Det her er forfærdeligt og det værst tænkelige tidspunkt, hvor vi også netop har stor fokus på at forbedre forholdene i vandløbene i kommunen. Når det er sagt, er det også en menneskelig fejl og et uheld, siger formand for teknik og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V), til Nordjyske Medier.
– Nu bliver systemet stoppet, indtil vi i næste uge får overvågningssystemet i drift. Så vil der straks komme alarmer, hvis der er utætheder. Jeg har tilbudt at dække de udgifter, som lystfiskerne har som følge af det her, fortæller Daniel Overgaard Pedersen ligeledes ifølge Nordjyske Medier.
Lystfiskeriforeningen for Liver Å takker trods omstændighederne BB Biogas for hurtigt reaktion, da fejlen blev opdaget og hjælpen hurtigt kom fra Hjørring Kommune.
Daniel Larsen og Michael Ejstrup Nielsen var hjemme igen omkring kl. 23.00 godt trætte og satser på, at de skal ud og el-fiske en af de kommende dage for at få overblik over skaderne på bestanden i Liver Å.
– Vi vil på det kraftigste opfordre vores medlemmer til at trave en tur ved Liver Å, gerne fra sammenløbet og hele vejen til havet, for at lede efter døde fisk, og tag dem gerne med eller tag foto af dem, slutter Michael Ejstrup Nielsen.