Liver Å Lystfiskerforening har lavet en aftale med Daniel Overgaard Pedersen, der ejer BB biogas, om at de vil genslynge 1200 meter af Rakkeby Å. Dermed bliver den henved 1600 meter, som den også oprindeligt var.
– Åen får sine naturlige slyngninger tilbage, samt 840 kvadratmeter gydepladser, sandfang, masser af skjulesten og spredt grus imellem gydepladserne, så der bliver en god fast bund til de gode vandplanter, oplyser Michael Ejstrup Nielsen, som er næstformand i Liver Å Lystfiskerforening.
Derudover bliver der tilføjet to mindre søer, så der bliver lidt til habitat til blandt andet pader og andefugle, samt en lav vandresti, så man kan komme ud og nyde naturen langs åen.
– Der er også tanker om shelter, men det er ikke med i dette her udkast og er ikke et must, blot en tanke.
Projektet bliver dyrt, og vi har selvfølgelig ikke midler i foreningen til at løfte hele projektet, men nok til at dække cirka 15 til 20 procent af udgifterne, forklarer Michael Ejstrup Nielsen.
Der skal skaffes minimum 500.000 kr. plus moms, for at projektet kan blive en realitet, så foreningen skal finde gode fonde, firmaer, interesseorganisationer, private der har lyst og økonomi til, at hjælpe med at realisere dette projekt.
Projektbeskrivelse
Ansøgning om regulering af Rakkeby Å (genslyngning)
Redegørelse om formålet med og en begrundelse for projektet
Det samlede projekt består af to delprojekter, hvoraf naturgenopretningsprojektet indeholder følgende elementer:
1) genslyngning af de 1200 nederste meter af Rakkeby Å, der efter genslyngningen bliver
til 1600 meter
2) etablering af et sandfang i øvre ende
3) etablering af to nye paddehuller.
Dette projekt medfører en lang række positive effekter for naturen.
Først og fremmest vil projektet være gavnligt for tre rødlistede arter: bæklampretter, havlampretter og ål. Andre fiskearter vil også få glæde af projektet, dvs. skaller, ørreder, aborre, grundling og helt m.fl. Det bliver sjældent fremført, men omkring 40 pct. af alle insektarter er knyttet til vandløb og søer, og en række fugle, herunder vandstæren, isfuglen og fiskehejren, nyder godt af det. Odder vil have glæde af projektet.
Der vil komme en helt anden sammensætning af vandplanter, og flere sjældne planter i det hele taget til gavn for alle dyr, og formentligt vil grødeskæring blive overflødig.
Det andet delprojekt – etableringen af et rekreativt område i tilknytning til det genslyngede åløb – indeholder to elementer:
1) etablering af stisystem
2) opstilling af shelter
Dette projekt vil gavne både lokale og tilrejsende, der får bedre muligheder for at komme ud og bruge naturen. Det er forventningen, at overskudsjord fra genslyngningen kan nyttiggøres i etableringen af stisystemet. Det er endvidere forventningen, at reducerede udgifter til bortskaffelse af overskudsjord fuldt ud kan finansiere etableringen af stisystemet.
De overordnede dimensioner for det genslyngede vandløb er beskrevet nedenfor.
Dimensioner:
Bundbredde 2m. Varierende f.eks. ved sving.
Skråningsanlæg 1:2. Varierende for at skabe et mere naturligt forløb.
Dybde: Gennemsnitligt 1,1-1,2 m.u.t.
Fald: 1,2 promille (3 promille ned mod broen ved slut).
Projektet har været i indledende høring ved Hjørring Kommune, Team Natur, i forhold til screening for bevaringsværdig §3-beskyttet natur. Udtalelsen fra Hjørring Kommune er vedhæftet og de to områder med orkideer, kragefod og kæruld vil blive holdt uden for påvirkninger af genslyngningsprojektet.
Fornødent oversigtskort og detailplaner
Længdeprofil, projektkort, tværsnit og påvirkningskort er vedhæftet.
Oversigt over de af projektet omfattede ejendomme med fortegnelse over de grundejere og brugere, der ønskes inddraget i projektet
Kort over berørte lodsejere og påvirkningen af disse er angivet på påvirkningskortet. Lodsejeren til de jorde, der vil blive direkte berørt af genslyngningen, er positiv overfor projektet. Opstrøms lodsejere, der vil blive berørt af stuvning, er forhåndshørt, og har ingen indvendinger.
Overslag over udgifterne med forslag til fordeling af disse
De overordnede mængder er oplistet nedenfor.
Afgravningsmængde: 5800 m3
(ca. 5 m3
/lbm)
Opfyld i eksisterende vandløb (ca. 650 m): 3.000-4.000 m3
Jordoverskud til etablering af sti: 1.800-2.800 m3
7 gydebanker á 30 m og bundbredde 4 meter. 250 m3 gydegrus udlægges i ca. 30 cm tykt
lag ujævnt fordelt fordelt på gydebankerne.
Grusblanding: 75 % sten på 16-32 mm. 25 % sten på 33-64 mm
50 m3 gydegrus til at hæve bund og variationsforbedringer i de stræk, hvor det nuværende
åløb genbruges.
Marksten til gydebanker: 700 stk.
Store enkeltsten: 200 stk.
Kørepladevej: 100 m
Drænomlægning: 100 m
Der vil også blive ansøgt om at anlægge et stisystem af overskudsjorden, muligvis med en bro over åen. Det vil være en tilføjelse til dette projekt, hvis myndighederne giver dispensation til dette.
Samlet anlægsoverslag for vandløbsarbejder (uden rekreative tiltag):
550.000 DKK ekskl. moms
Projektets finansiering er endnu ikke på plads.
Tidsplan for arbejdets udførelse
Projektet forventes gennemført i foråret/sommeren 2022 og vil have en varighed på anslået 4 uger.
Læs om projektet her hos Hjørring Kommune.