Bindslev Skole har på flere måder fået en central placering på skoleområdet, selv om byen vist af nogen kaldes udkant i Hjørring Kommune.
Dels rummer skolen frem til foråret også specialklasser fra Hjørring Skolen. Dels har skolen et udbytterigt samarbejde med underviser Rita Grønkjær på læreruddannelsen ved UCN i Hjørring.
Denne fredag morgen var der således en stor flok lærerstuderende på besøg, idet de som en retorisk øvelse skulle fremføre tekster til det læsebånd, der hver morgen ligger som en fast start på skoledagen i Bindslev. Derfor fik eleverne fredag en ganske anderledes og spændende oplevelse med højtlæsning og tekstforståelse.
Det anderledes arrangement denne fredag morgen er som allerede antydet et resultat af et særdeles tæt samarbejde, hvis styrke ikke mindst bygger på det forhold, at Rita Grønkjær er tidligere læsevejleder ved Bindslev Skole, før hun tog springet til at blive underviser på læreruddannelsen ved UCN i Hjørring.
Afslutningsvis var de studerende med til morgensang, der ligeledes ligger fast med et kvarter hver morgen efter den halve times læsebånd.
Foto: Niels Skipper.