I år viser de på Herregården Odden en ny side af J. F. Willumsens kunstneriske virke, da den danske samtidskunstner, Camilla Berner, har skabt en udstilling med afsæt i Willumsens enorme planteindsamling.
På to rejser til Amerika i begyndelsen af 1900-tallet oplever Willumsen stor kunstnerisk krise, som han ikke kan se sig ud af. Derfor tyer han til en særlig metode:
“Jeg har begyndt at danne et herbarium til hjælp for kunsten. De ydre indtryk er så påtrængende at det indre liv foreløbig må forstumme.” – J. F. Willumsen.
Berners behandling af herbariebøgerne har skabt en fascinerende udstilling, hvor temaer som natursyn og at se er under behandling. Værkerne kan ses på førstesalen hvor de på fineste vis går i dialog med den faste samling og belyser denne på nye måder.
Udstillingen forsætter udendørs hvor to store skulpturelle værker pryder voldgraven. Udstillingen kan opleves indtil 31. oktober.