Alle eller i hvert fald de fleste her i det nordvestlige Vendsyssel kender maleren Poul Anker Bech. Ganske vist var han længe om at blive anerkendt på parnasset, hvilket ikke kan lasten kunstneren, men allerede tidligt var han elsket på hjemegnen, hvilket som bekendt ikke er alle kunstnere forundt.
Forfatter, teolog og filosof Bo Rasmussen imidlertid i dén grad fordybet sig langt mere i billedkunstnerens skævt vinklede værker end de fleste udenfor kredsen af kunstanmeldere og andre æstetisk lærde i Danmark. Allerede i 2013 fik han på Forlaget Ådalen udgivet den finurligt og dermed kongenialt vinklede bog 26 figurer i et landskab.
De 26 figurer på Poul Anker Bechs altertavle i Gudumholm Kirke fortæller således i bogen om sig selv og deres syn på folkekirken, kristendommen og den altertavle, de er en del af. Poul Anker Bech er selv to af skikkelserne i det nordjyske landskab, som er den lokale kridtbakke, men de øvrige figurer er alle helt fiktive, selv om de fortæller om sig selv som personer, der har tilknytning til sognet.
Forfatteren har tidligere skrevet blandt andet Kolonihavefilosofi – jordiske og kosmiske banaliteter i hverdagslivet (2007). På Forlaget Ådalen er udkommet: Hjemstavn og verdensborgerskab – tanker om at være i verden med både rødder og vinger (2012) og Længe leve folkekirken folkets kirke (2013). Det sidste skrift har den altertavle på omslaget, som i ovennævnte bog er blevet til fortællende figurer i et landskab.
Efterfølgende har Bo Rasmussen så i 2024 og igen hos Forlaget Ådalen udgivet bogen Torbens sommerhus og Heidis Bierstube, som endnu en gang anlægger nogle anderledes vinkler end vanligt på Poul Anker Bech. I boegns univers har Torben kun ejet sit sommerhus i Dalby Huse et år, men den pensionerede matematiklærer har allerede gjort sommerhuset og sommerhushaven til sit eneste fristed.
Han oplever alt både inde og ude i lyset af sin lidenskabelige kærlighed til en kvinde, der har ændret hans liv to gange. Nu lever Torben alene, men ikke ensomt, fordi han føler sig tættere og tættere på den natur, og de dyr og planter i den, der har genfortryllet virkeligheden for ham.
Kirsten og Sonny har også kun ejet Heidis Bierstube et år, men deres ølstue er allerede værested for pensionerede håndværkere om formiddagen, syngende børnehavebørn om eftermiddagen og almindelige ølstuegæster om aftenen.
Det foregår alt sammen foran mange billeder af Poul Anker Bech. Han beskriver, som en af gæsterne formulerer det, ”en magisk realisme sønden for solen, vesten for månen og midt i vinden”, selv om et af billederne i ølstuen skildrer noget så jordnært som en fodboldtræner sammen med en fodbold og nogle høns.
Det er den samme kosmiske naturfølelse af både det lyse og det mørke i livet, der har grebet Torben. Han sidder ofte ved sin vandsten med udsigt til høstanemoner og en stor udskåret bjørn og er lige så alene, og lige så lidt ensom, som den fynske landstræner på sin vippe i skyerne sammen med sin fodbold og sine høns.
Bogens forfatter er overbevist om, at Torben i løbet af et år er blevet mystiker, mens Poul Anker Bech måske har været det altid, hvilket man blandt andet kan forvisse sig om ved at se han mange billeder på Vendsyssel Kunstmuseum.
Link til et tre af mange relaterede artikler