Sidste år søgte Pylle og Sara Munch nye forpagtere til Restaurant Munch ved Tornby Strand. Ifølge sædvanligvis nogenlunde troværdig kilde, som i denne sammenhæng er fisker Peter Jacobi, var det vigtigste krav til de nye forpagtere, at de skulle kunne lave en god omgang stegt flæsk med persillesovs, hvis de ønskede at overtage forpagtningen af den populære Restaurant Munch.

Den traditionelle madlavning vil da også med ærekærhed og kærlighed til håndværket blive holdt i hævd, men nye idéer og tiltag vil angiveligt også blive præsenteret af Tu Tran og Anders E. Gotsæd, som denne lørdag ved middagstid slog dørene op til reception med musikalsk underholdning i lokalerne ved Tornby Strand. Forpagterne vil nemlig også satse stort på lokale råvarer.

Receptionen blev under alle omstændigheder et kæmpe tilløbsstykke med gæster fra det store sommerhusområde nord for Strandvejen samt selvfølgelig adskillige lokale borgere fra både Hirtshals og ikke mindst Tornby. Den 2. april er så officiel åbningsdag, hvor det gastronomiske makkerpar byder velkommen til et menukort skabt med omtanke og retter af de bedste råvarer.

Man kan læse meget mere om spisestedet og menukortet på den nye hjemmeside her hos Restaurant Munch.