Den nyslåede verdensmester Anders Vejrgang fra Hjørring og hans holdkammerater Fatih Üstün, Emil Klenke og Anders Juul Andersen er nogle af dansk eFodbolds største navne. De råbes ikke for lungers fulde kraft i Parken, men i stedet i indendørs arenaer verden over, hvor de fire gutter gennem årene har forfinet deres benarbejde med hænderne i utallige FC 24-kampe.
eFodboldheltene kommer til Gaming Week
Nu vender DBU’s eFodboldlandshold tilbage til Bella Arena og Bella Center Copenhagen, hvor de senest slog stolte nationer som Argentina, Brasilien og England til verdensmesterskaberne i FIFAe i sommeren 2022.
Nordeuropas største kongrescenter danner i weekenden d. 12.-14. januar rammen om den første udgave af Danmarks nye, internationale gaming- og esportsfestival, og i den sammenhæng er det danske eFodboldlandshold naturligvis en uundgåelig størrelse.
”Det er fantastisk at opleve, hvordan de stærke talenter, vi i årevis har haft her til lands, nu for alvor begynder at få selskab af storstilede events i samme liga. Drengene og jeg glæder os til at støtte op om premieren på Copenhagen Gaming Week og til at mødes, spille og vidensdele med vores engagerede fans i et afslappet og underholdende set-up, hvor vi kan slippe turnerings-nerverne og bare dele ud af FC 24-glæden,” siger landstræner Dennis Nordenbøl.
Meget mere FC 24 på programmet
Besøget på Copenhagen Gaming Week finder sted lørdag d. 13. januar kl. 12-16 i forlængelse af årets første landsholdssamling, hvor eFodboldlandsholdet har valgt AC Hotel Bella Sky som campus til det strategiske udvælgelses- og forberedelsesarbejde, som venter op mod UEFA eEURO 2024 og Nordic Invitational senere på året.
For gæsterne på Copenhagen Gaming Week vil det – foruden det fysiske møde med de danske eFodboldhelte – være muligt at deltage i flere FC 24-turneringer og kæmpe med om flotte fodboldpræmier. Tilmelding finder sted på dagen.
Det fulde program og billetsalget til Danmarks nye, store esports- og gamingfestival kan findes på www.copenhagengamingweek.dk