Anders Vejrgang fra Hjørring har vundet europamesterskaberne i det digitale fodboldspil EA FC, som tidligere er kendt som FIFA.
”Det er altid en ære at trække i den rød-hvide trøje. At jeg så kan krydre det med, at jeg er den første europamester i EA FC nogensinde, er en helt fantastisk følelse. Det har været en lang rejse at nå hertil, og jeg er virkelig glad og stolt over, at jeg nu kan løfte trofæet for Danmark, siger en glad Anders Vejrgang til DBU.
Danmark og Anders Vejrgang sparkede turneringen i gang med en 5-2 sejr over Ukraine. I semifinalen slog han Spanien med 5-2 efter forlænget spilletid. I finalen stod Vejrgang overfor sin holdkammerat fra RB Leipzig i form af tyske Umut. Det blev en tæt og intens kamp, men i sidste ende kunne den unge dansker lade sig krone som europamester, da han slog sin klubkammerat med 4-3 i finalen. Den nye titel faldt i god jord hos landstræner Dennis Nordenbøl.
”Det er helt fantastisk, at vi kan tage det første EM-trofæ med hjem til Danmark. Vi har knoklet for det her både på og udenfor banen, og nu er vi bare virkelig stolte, glade og lettede over at være europamestre. Anders viser en mentalstyrke af en anden verden, og det skal han tage med sig videre både på banen og i livet,” siger landstræneren.
Foruden æren som europamester medfølger der 200.000 kroner i præmiepenge.
Kilde: DBU.
Link til relateret artikel
Anders Vejrgang fra Hjørring skal sørge for dansk oprejsning ved EM
Så flot 👏👏👏👏