Af Andreas Vinther Jensen
Sct. Mogens Gade 30B
8800 Viborg
(Tidligere boet
i Hanstedgade
i Hirtshals)
“Som en hund!”
Sådan lyder de sidste ord fra Josef K., hovedpersonen i den tjekkiske forfatter Franz Kafkas berømte efterladte roman, Processen, umiddelbart inden han bliver henrettet, og kun skammen overlever ham.
Processen udkom i 1925. Det var Kafkas ven, Max Brod, der udgav den. Kafka selv døde året før, i 1924 – for præcis 100 år siden d. 3. juni.
Josef K. døde som en hund efter at være blevet slæbt igennem et uoverskueligt retssystem med ukendte love og uimodtagelige dommere. Som en hund. Usselt. Kynisk. Men måske er Josef K. ikke så ensom i Kafkas fantastiske fortælleunivers. Her vrimler det nemlig med dyr i alle mulige afskygninger.
Gid jeg var ligesom dig
Josef K. er ikke engang den eneste hund i Kafkas forfatterskab. Den mest kendte hund er nok fortælleren i “En hunds forskning,” der som en hund kun har blik for hunde, ikke mennesker, og ønsker at udforske hundeskabet: Hvor kommer maden fra? Hvorfor svæver nogle (skøde)hunde tilsyneladende rundt i luften?
Et andet videnskabeligt dyr finder vi i fortællingen “Rapport til et akademi”. Aben Rødpeter aflægger rapport til en samling af videnskabsfolk, der vil kende hans livshistorie. Han er blevet fanget ved Guldkysten, og som sin eneste udvej finder han på at blive et menneske. Han begynder at efterligne sine fangevogtere og spytte, ryge pibe og drikke snaps. Til sidst begynder han endda at tale og får lærere, der giver ham en europæers gennemsnitsdannelse.
Fordrukken og uden rigtig frihed optræder Rødpeter hver aften i varietéen og kan bagefter hygge sig på abevis med en chimpansehun, som han ikke kan holde ud at se på dagen efter, fordi hun bare er et dresseret dyr. Man kan spørge sig selv: Hvad er forskellen?
Et rotteræs
Den omvendte bevægelse gøres i én af Kafkas mest kendte fortællinger, “Forvandlingen”. Her er det ikke et dyr, der forvandles til et menneske, men den stakkels Gregor Samsa, der vågner en morgen af urolige drømme og finder sig forvandlet til et uhyre kryb. Pludselig står han i den vanskelighed, at han ikke kan styre sine seks små kriblende ben endsige rulle om på maven fra ryggens runde panser. Hvem har ikke haft sådan en morgen?
Hvor andre ville få et angstanfald af forvandlingen, er Gregor egentlig mest optaget af at komme på arbejde. Han er stået for sent op, og som i en sitcom står familien og en mellemleder fra arbejdet uden for hans soveværelsesdør og råber ad ham mens han prøver at holde dem hen og svarer med sin dyriske stemme.
Arbejdets forvandling af mennesker til kryb er også på spil i fortællingen “Naboen”. Fortælleren har et kontor, men den mystiske Harras har købt nabolejligheden og indrettet den som sit eget kontor. Hvad Harras helt præcist laver, ved fortælleren ikke, men det er åbenbart en forretning, der minder om hans egen. På én gang beskriver fortælleren på den ene side, hvordan deres to kontorer spejler hinanden, ja, hvordan han og Harras i enhver vigtig henseende er hinandens spejlbilleder; og på den anden side, hvordan Harras smutter ind i nabolejligheden “som halen på en rotte” og konstant modarbejder ham.
Hans nabo, hans næste, hans spejlbillede er blevet en rotte. Man kan spørge sig selv: Hvad er forskellen?
Sjakaler
Kafka var jøde, og via vennen Max Brod, der var overbevist zionist, kom hans manuskripter ad omveje til Israel, hvor de har status dels som eftertragtede handelsvarer, dels som kulturel legitimation. Kafka, der døde 24 år før staten Israel blev etableret, havde et temmelig omskifteligt forhold til zionismen, og hele forholdet mellem jøder og arabere, der fylder så meget i dag, undersøgte han også gennem sin dyreverden:
I “Sjakaler og arabere”, der er skrevet i 1917, samme år som Balfour-deklarationen, slår en rejsende fra det høje nord lejr ude i ørkenen. Hans arabiske rejseleder falder hurtigt i søvn, men manden opsøges af en flok sjakaler. Der hersker et ældgammelt had mellem sjakalerne og araberne, og i manden fra nord ser sjakalerne en frelser, der kan gøre en ende på striden, der sætter splid i verden. De kræver renhed, men de kan ikke selv slå araberne ihjel – Nilen har ikke vand nok til at vaske deres hænder rene. Derfor bringer de manden en saks, så han kan skære arabernes halse over for dem. I det samme som sjakalerne ville overbringe manden saksen, afbryder en arabisk rejseleder seancen og forklarer manden fra nord, at det er en gammel historie:
“Så længe der har været arabere, har denne saks vandret gennem ørkenen og vil vandre med os indtil dagenes ende. Hver europæer får den tilbudt til det store værk; hver europæer er netop den som synes dem kaldet.”
Det er set før: At jøder bliver omtalt som kryb, rotter og ådselædere. Det er en antisemitisk kliché, som den jødiske sprogforsker Victor Klemperer få år senere dokumenterede i sin bog om det tredje riges sprog. Her er det dog Kafka, der som jøde ser på zionismens splid mellem jøder og arabere, og på den baggrund gør jøderne til ørkenhunde. Er det racistisk selvhad? Eller er det et udtryk for Kafkas helt generelle mistro over for mennesket som et højt hævet fornuftsvæsen?
Kafkas fabeldyr
Kafka er en fabelagtig forfatter. I hans fortællinger kan vi stadig i dag – 100 år efter hans død – finde vigtige indsigter i forholdet mellem menneske og dyr.
Han er netop en fabelagtig forfatter, fordi han forfatter fabler: Denne eventyrlige fortællegenre (vi kender den fra Æsop, Fontaine, brødrene Grimm, H.C. Andersen), hvor dyr taler og har et upåfaldende bevidsthedsliv. Men er det ikke at menneskeliggøre naturen og dyrene? At disneyficere dem og domesticere dem?
Nej, for i Kafkas univers er der ikke noget hjemligt ved dyrene. På trods af forvandlinger og uanset hvor megen abenatur, de lægger bag sig, er de stadig dyr. Når Kafka fabulerer, er det fordi han afslører, i hvor høj grad mennesket ligner dyret.
Man kan spørge sig selv: Hvad er forskellen? For skillelinjerne er arbitrære, og pludselig en morgen kan man som Gregor Samsa vågne og opdage, at man måske altid har været et uhyre kryb.