Af Anette Bæk
Byrådsmedlem
SF
Fredag var en af de der dage, hvor tingene faldt på plads og alt, under omstændighederne, endte godt. SF fik sat sit aftryk på budgetaftalen 2023-26. Godt nok var der besparelser og svære beslutninger, men der var også vilje til samarbejde, ansvar og ordentlighed.
Jeg er stolt over, at have forhandlet på SF’s vegne, og jeg er lettet over, at tidlig-SFO-start ikke blev en realitet. Det ville betyde en markant ændring i mange børns introduktion til noget større. Noget billigere, -og nogle ringere normeringer. SF tog ansvar på børnenes vegne.
SF har sammen med S, Ø, RV og V, trampet sti til den økonomi der skal understøtte vores kommune. Det skal fortsat være godt at bo i Hjørring kommune. Det kræver et fælles ansvar fra de politikere som fik borgernes opbakning i november sidste år. Venstrefløjen, og en del af højrefløjen, kunne se fornuften i en minimal skattestigning, alt imens 7-mandskorpset så sig nødsaget til at gå fra bordet, og efterlade ansvaret til os andre. Visioner er der masser af- penge er der ingen af.
SF har haft mennesket for øje, hele vejen igennem processen. Det har været pejlemærket, og intet er usagt eller undveget. Og selv i sparetider er der plads til smil, humor og sparring på tværs af partier.
Underskriften blev sat i fredags- og mens jeg efterfølgende tog i Vendsyssel Teater, for at se Lønstrup Ladies, som iøvrigt var et fremragende stykke, faldt roen over mig.
Det håber jeg også den gjorde for de mange skoleelever, som ikke længere behøver frygte klasseoptimeringer. Ligesom værestederne forbliver. For de er jo netop det- steder hvor man er, og hvor man kan være i de forudsætninger som man har.
De fleste punkter i reduktionskataloget, har jeg læst med et stille suk. Det har været svære beslutninger der skulle tages, og ingen i forhandlingsrummet har nydt at skære i den del af kernevelfærden, som udgør hverdagen for så mange mennesker.
Jeg håber fremtiden ser lysere ud. – At bosætningen stiger, og at statstilskuddene tilpasser sig de behov som Hjørring kommune har. Jeg er optimistisk for fremtiden.
Tak til S, Ø, V og RV for god ro og orden.
Tak til alle de borgere som har henvendt sig, med både bekymring og tillid.
Link til relateret artikel
Et flertal i Hjørring Byråd har underskrevet kommunens budget for 2023
Hvor er ordentligheden i at tage klippekortet fra de gamle og skære i de udsattes Blå Sociale Café…..?????