Anfører Ruben Winther rundede i den første kvartfinale en stor milepæl, da han blev den første til at runde 100 kampe for Hjørring Futsal klub.
Derfor kunne han til returopgøret blive hyldet af Park Vendia og modtage blomster og et gavekort til vores gode sponsor fra Gastro af formand Peter Steen.
Ruben Winther har været med lige fra start – længe før, at der var noget der hed Hjørring Futsal Klub og klubben stadig optrådte under Lundergaard IU. Tilbage i 2011/12 sæsonen var Ruben Winther med til at vinde bronze ved U17-DM.
De to efterfølgende år var han med til at spille holdet i U19 Final Four. I 2014/15 sæsonen skulle de talentfulde drenge forsøge at kvalificere sig til Futsal Ligaen, hvilket lykkedes i den første sæson. Herfra har Ruben spillet to sæsoner i Ligaen under LIUF og siden da under det vi kender det som i dag – Hjørring Futsal Klub.
Ruben Winther blev inden denne sæson udnævnt som anfører. Selvom Ruben ikke er den, der verbalt råber højst eller viser sig frem, viser han altid vejen for sine holdkammerater med sit engagement og sin dedikation. Ruben har en fantastisk ro både på og udenfor banen, som resten af truppen nyder godt af. Og så må man naturligvis ikke glemme, at Ruben for nylig også blev den mest scorende HFK’er nogensinde med imponerende 83 mål.
En fantastisk spiller og person, der om nogen har haft betydning for, hvor Hjørring Futsal Klub står i dag.
Stort tillykke med jubilæet også fra NordsøPosten!