Anlægsarbejderne for Udsigtsstiens etape mellem Solnedgangspladsen og Den grønne Plads til Banegårdspladsen er startet i dag torsdag den 10. august.
– Jo, det er da helt rigtigt, at opstarten er nogle måneder forsinket. Til gengæld er forarbejderne – både hvad angår myndighedstilladelser og afklaring af tekniske forhold samt detaljer fastlagte og omhyggeligt klargjorte til realisering i den kommende tid, fortæller bestyrelsesformand John Kongerslev fra Byforum.
– Det første forberedende arbejde bestod i jord- og støbearbejde udført af vores lokale entreprenør HMU A/S assisteret af en udenbys tilkørt boremaskine. I dagens løb klarede maskinen at bore 8 stk. 4 meter dybe sokkelhuller med en diameter på 60 cm i undergrunden på stedet, hvor gangbroen over Skagerrakvej senere skal etableres. Hullerne fyldtes umiddelbart med stålarmeret beton, så underjordiske søjler er nu klargjort til en ikke synlig del af fundamentet for gangbroen, uddyber John Kongerslev.
Byforum glæder sig da også over at starten på opgravningen til realisering af denne del 2 af Udsigtsstiens forløb mod sydøst nu er igangsat og vil kunne forventes afsluttet i løbet af efteråret.
Foto: John Kongerslev.