Det er onsdag i uge 30 til det årlige Musik Under Trappen i Hirtshals. AVA er den næste artist, der skal ruske lidt i de lokale vendelboer med sin yndige klang. Bandet træder ind på scenen. De spiller introen til den første sang.
Forsangeren Anna Vind Andersen står stadig ude backstage med et sug i maven. Hun tager en dyb vejrtrækning og lader sig ikke tynge af de mange følelser af glæde, spænding og nervøsitet, der basker i maven. Hun træder op på scenen og med ét rammer den magiske hjemlige følelse af Nordjylland. Hun er tilbage på en scene igen, men for første gang i Vendsyssel.
– Det var som at blive omfavnet af noget velkendt og trygt, og det gav mig en ro, der gjorde, at jeg kunne nyde hvert eneste øjeblik.
Og nyde det, det gjorde hun.
Anna Vind udfolder til dagligt sin musikalitet i Aarhus, hvor hun studerer på Det Jyske Musikkonservatorium. Hun færdiggjorde sin bachelor i sangskrivning her i sommer og starter nu på kandidaten i næste uge. De sidste par år har hun udgivet en masse singler og optrådt med egne sange til koncerter rundt i landet.
– Jeg elsker at være ude at optræde, fortæller hun med et stort smil og fortsætter: Det er dér, man mærker, at musikken lever. Det er dér, jeg kan mærke, hvorfor jeg gør det, jeg gør.
Musik i blodet
Anna Vind er vokset op i en musikalsk familie, hvor der har været en fælles forståelse af musikken som et bindeled mellem mennesker. Med to musikalske forældre har det på mange måder været nemt at følge i fodsporene. Hendes far, Henrik Baloo Andersen, skriver og spiller musik, samt er direktør for Hjørring Revyen, og hendes mor, Karen Vind Andersen, synger også. Hun mener derfor også, at hun er født med kærlighed til musikken.
– Musik har altid været en kilde til glæde og inspiration for mig, som helt sikkert har formet mig som person fra en helt tidlig alder, fortæller hun med et glimt i øjet.
Musikken har været en central del af Anna Vinds barndom og opvækst. Allerede som treårig startede hun med at indspille sine første sange med familien. Et af de mest værdifulde minder, hun kan huske, er netop, da hun sammen med sine forældre og søsteren, Sofie, tog ned i farens studie for at indspille musik. Som en samlet kernefamilie stod de side om side med hver deres hørebøffer og sang.
– Det bringer bare en særlig følelse frem af lykke at synge, der går helt tilbage i barndommen og som har sat sine spor.
Anna Vind tror på, at det ligger i blodet at have kærlighed til musikken.
Og med kærlighed i blodet kan passionen opstå.
Anna Vind husker tydeligt det øjeblik, hvor passionen for musik for alvor begyndte at blomstre hos sangerinden. Man skal tilbage i år 2004 på Aalborg Teater. Tilbage til otteårige Anna Vind.
Hun stiller sig op på en scene alene for første gang. Forestillingen ”Jensen, hvem Jensen?” er ved at nå sin ende. Anna Vind tager fat om mikrofonen og lader melodien guide hende, så ordene glider så smukt ud. Hele salen klapper. Hun afslutter hele forestillingen med en rørende sang, som hendes far har skrevet. Det var her, lillepigedrømmen for alvor blev skudt i gang om at følge musikken og optræde på de store scener.
– Jeg blev nødt til at følge tiltrækningen til musikken og se, hvor det kunne føre mig hen.
Fra sanger til sangskriver
Anna Vind har hele sit liv opsøgt musikken. Hun har gået på Hjørring Musiske Skole i 11 år. Sunget for det Nordjyske Pigekor i 10 år. Videre til Klejtrup Musikefterskole i 10. klasse. Selv på Gymnasiet havde hun musik på A-niveau.
Efter Gymnasiet skete der dog en åbenbaring hos sangerinden. Hun startede på Den Rytmiske Højskole i Vig, som ændrede hele hendes selvopfattelse.
– Der åbnede en helt ny verden for mig, fordi jeg faktisk også godt kunne finde ud af at lave min egen musik.
Pludselig så Anna Vind sig ikke længere blot som sanger, men også sangskriver.
– Siden da har jeg brugt sindssygt mange timer og døgn på at skrive musik og blive ved med at udvikle mig. Jeg kom altså sent i gang med at skrive, men nu kan jeg slet ikke stoppe.
Anna Vind har altid været en drømmer, men man kommer ikke let til sine drømme. Hun arbejder hårdt for dem. Hun satte sig for, at hun ville kæmpe for at komme ind på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus på trods af en hård konkurrence om de få pladser.
Efter at have taget adskillelige kurser i sang og sangskrivning, på blandt andet De Musikalske Grundkurser (MGK) og Akademiet i København, arbejdede hun sig hen imod det lille nøglehul.
Det blev et afslag første gang i 2020.
Men anden gang kom hun igennem i 2021.
– Det var en glædens dag. Jeg kunne slet ikke forstå det, fortæller hun tydeligt berørt.
Det tog artisten halvandet år af studiet, før det gik op for hende, at hun havde opnået et af sine mål; nemlig at nørde sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Fra drøm til virkelighed
Den dag i dag svæver sangerinden på en lyserød sky i en tid fyldt med en masse gode øjeblikke. Det ene overgår det andet.
– Det føles bare fantastisk hele tiden. Det er så fedt at mærke den opbakning fra alle, der lytter med både til koncerter og på Spotify. Det gør noget for gnisten af det, jeg laver.
Og i fremtiden drømmer Anna Vind om at stå på en scene og mærke, at folk, som hun ikke kender, kender hendes musik.
Hun beskriver scenariet sådan her:
Anna Vind træder ind på scenen. Publikummet hujer. Hun skal til at synge, men denne gang er det ikke hendes egen stemme i øresneglen, hun kan høre. Nej, denne gang er det publikummet, der synger hendes sang. Publikummet, der har fundet en trøst eller glæde i hendes livsværk.
Det er et drømmescenarie. Men Anna Vind elsker at drømme.
– Jeg håber, at jeg får lov til at prøve det en dag. Jeg tror, at det bliver en rørende oplevelse. Så ved jeg, at jeg har opnået det største.
Følg AVA her på Instagram og Facebook.