Når venstres medlemmer i Hjørringkredsen skal vælge ny folketingskandidat efter Karsten Lauritzen den 14. marts på Tannishus i Tversted, anbefaler kredsbestyrelsen, at man stemmer på Anne Honoré Østergaard. Anne sidder i dag i Folketinget og i Nordjyllands Regionsråd.

Om sit kandidatur siger Anne Honoré Østergaard:
– Jeg er født og opvokset i Nordenfjords, og det er her, jeg har hjemme. Jeg er opvokset i Vestbjerg, er nu bosiddende i Nørresundby og har gennem en årrække arbejdet i Hjørring. Derfor håber jeg meget på medlemmernes opbakning, så jeg kan blive Vendsyssels og ikke mindst Hjørrings nye stemme på Borgen. Jeg glæder mig utroligt meget til at møde kredsens medlemmer på kommuneforeningens generalforsamling og få fortalt alle om, hvem jeg er. Bliver jeg valgt, vil nordjyderne komme til at møde mig i mange sammenhænge i kredsen. Jeg vil lytte, og jeg vil bringe nordjydernes ønsker og de lokale udfordringer med mig i det politiske arbejde.

Flere støtter Anne Honoré Østergaard i hendes kandidatur Karsten Lauritzen og Anne Honoré Østergaard har arbejdet tæt sammen siden Anne blev valgt til Folketinget i juni 2019, og fra Karsten Lauritzen lyder der en varm anbefaling til Hjørringkredsens medlemmer om at støtte op om valget af Anne Honoré Østergaard på det kommende opstillingsmøde.
Hjørrings borgmester, Søren Smalbro, udtrykker sin glæde over, at Anne Honoré Østergaard ønsker at stille op i Hjørringkredsen og støtter op om kredsbestyrelsens forslag.

– Jeg ser frem til samarbejdet med Anne, som jeg er overbevist om kun kan blive godt, hvis hun vælges på opstillingsmødet den 14. marts på Tannishus i Tversted, udtaler Søren Smalbro.
– Ifølge Venstres vedtægter vælges vores folketingskandidat på et opstillingsmøde. Det er kredsbestyrelsens opgave at finde og indstille en eller flere kandidater. Vi indstiller Anne Honoré Østergaard. Hun har bred politisk erfaring fra såvel Aalborg byråd, fra Folketinget og er nyvalgt regionsrådsmedlem. Hun er født, opvokset og bor på den rigtige side af fjorden, vil en Vendelbo jo nok mene. Derfor er hun vores kandidat, supplerer kredsbestyrelsesformand Lars Høgh.
Det er en enig kredsbestyrelse, der peger på Anne Honoré Østergaard som Hjørringkredsens næste
folketingskandidat. Både kredsbestyrelsen og Anne håber på medlemmernes opbakning på
kommuneforeningens generalforsamling den 14. marts på Tannishus i Tversted.