Anne Honoré Østergaard fra Venstre havde i forvejen stødt på virksomheden Med24. Faktisk har hun handlet der et par gange. Men hun vidste bare ikke, at virksomheden faktisk har hovedsæde i Løkken
Historien om Med24 tager sin begyndelse i en garage i Nordjylland i 2005. Nils Træholt og Kristian Brinckmann besluttede sig for at gå all in, så de sagde deres gode jobs op og for at udleve drømmen tog de familierne med tilbage til barndomsbyen Løkken.
På hylderne i deres nyopstartede e-commerce-virksomhed har de ægløsnings- og graviditetstest. På det tidspunkt forestod en liberalisering af apoteksmarkedet, og det så de som en kæmpe mulighed. Under coronakrisen steg virksomhedens salg gevaldigt, da mange ønskede at købe mundbind og håndsprit, og i dag har de været nødt til at udbygge deres virksomhed en del gange. Deres lager er enormt, og deres pakkesystem er blevet automatiseret.
Med24 har udviklet sig tro mod den oprindelige vision, og virksomheden har i dag mere end 20.000 produkter indenfor apotek, sundhed, helse og skønhed. Virksomheden ligger fortsat i Løkken, men garagen er blevet skiftet ud med væsentligt større lokaler. På rejsen er et apotek i Norge også kommet til. Medarbejderstaben tæller over 200 personer, hvor de fleste arbejder i Løkken, mens andre er i Norge og Sverige.
Af gode grunde er Anne Honoré Østergaard derfor vildt imponeret over, at sådan et eventyr er realiseret nærmest i hendes egen baghave i en mindre by som Løkken, som jo primært er kendt for turisme idet nordvestlige Vendsyssel.
– Historien om Med24 er enormt inspirerende, og den viser, hvor vigtigt det er, at vi altid kæmper for gode forhold for vores iværksættere, noterer Anne Honoré Østergaard.
– Det skal være attraktivt at starte virksomhed i Danmark, ligesom det skal være muligt at gøre virksomhederne store og internationale, også når de starter op i landdistrikterne, slutter hun.