Af Anne Honoré Østergaard

Tidligere folketingsmedlem
Medlem af Regionsrådet i Nordjylland
Folketingskandidat for Venstre
Hjørring-kredsen
Ulvebestanden vokser i Danmark – og det gør utrygheden også. Det seneste eksempel er to familier, der har mistet deres hunde til ulveangreb. Det er ikke længere enkeltstående tilfælde. Det er et faresignal.
Ulve bevæger sig nu tættere på boliger, kæledyr og mennesker. Det kan og skal vi ikke acceptere. Danmark er et tætbefolket land, ikke en øde vildmark. Vores natur skal være et sted, hvor familier trygt kan færdes, og hvor kæledyr ikke skal være potentielle byttedyr.
Vi er nødt til at sætte klare grænser. Når ulve igen og igen nærmer sig mennesker og slår husdyr ihjel, skal der kunne gribes ind hurtigt og konsekvent. Der skal være nul-tolerance over for rovdyr, der skaber utryghed i nærområder.
Myndighederne må ikke blive ved med at kalde det ”tilfældige møder” eller afvise problemerne. Den slags passivitet underminerer borgernes tryghed og efterlader folk uden reelle handlemuligheder.
Det må være slut med at vende det blinde øje til. Trygheden for danske familier og husdyr skal vægte højere end hensynet til en ulvebestand, der i stigende grad sætter sig igennem i områder, hvor mennesker bor og lever deres liv.
Det er tid til handling. Ikke om fem år. Ikke næste gang nogen mister et kæledyr. Men nu.


