Af Anne V. Lauritsen
Kandidat for Vendelbo-Listen
KV25 i Hjørring Kommune
Der bliver ofte talt om Hjørring som “kulturbyen” – med flotte projekter, kunst og store visioner.
Men imens der bruges millioner på facader og prestige, må jeg stille spørgsmålet:
Er kultur virkelig vigtigere end den lokale borger?
For jeg møder mennesker hver dag, der ikke bliver hørt.
Ældre, der savner et trygt sted at mødes – et sted med nærvær, fællesskab og værdighed.
Unge, der mangler et frirum, hvor de kan være sig selv, føle sig velkomne og trygge – uden at blive jaget væk.
Og mennesker med et handicap, som igen og igen bliver glemt, når beslutningerne træffes.
Der mangler forståelse og fokus på deres behov – både når det handler om adgang, støtte og inddragelse.
De bliver overset, når budgetterne skal lægges, og når kommunen taler om “fællesskab”, er de sjældent en del af samtalen.
Det er ganske enkelt ikke godt nok.
Forestil jer, at børn i mistrivsel skal vente to år på hjælp, mens deres sager bliver skubbet frem og tilbage mellem afdelinger.
To år, hvor børnene mister modet – og forældrene mister tilliden til systemet.
Sådan må det ikke være.
Sager som disse skal løses på måneder – ikke år.
Imens vi taler, står der familier, der bare har brug for, at nogen handler.
Det her handler ikke kun om enkeltsager – det handler om prioriteringer.
Vi må begynde at sætte mennesker før mursten og pynt.
Det nytter ikke, at vi finder millioner til kunst og udsmykning, mens de ældre sidder alene, de unge mister fællesskabet, og mennesker med et handicap føler sig glemt.
Kunst og kultur er vigtige – de giver liv, sammenhæng og identitet.
Men de må aldrig blive vigtigere end de mennesker, de skal være til for.
For hvad nytter det at tale om fællesskab og trivsel, hvis vi samtidig vender ryggen til dem, der står udenfor?
Politikerne taler ofte om livskvalitet og trivsel – men hvor er handlingen?
Hvor er forbedringerne i hverdagen for de mennesker, der får Hjørring til at hænge sammen?
Hjørring har ikke brug for flere skåltaler.
Hjørring har brug for at blive hørt.
Og det er præcis derfor, jeg stiller op.
Jeg vil arbejde for en kommune, hvor mennesker kommer før systemer, hvor der bliver lyttet – og hvor vi aldrig glemmer, hvem det hele egentlig handler om: borgerne.
Oh hvilken snak. Nå der er jo for ældre ældresagen. Bridge , krolf, svømmehal, aktivitetscentre med mange muligheder. For de yngre er der jo mange sportstilbud. Af forskellig art. Der er musikskole. Og sikkert flere ting. Så man skal nok opsøge de mange muligheder ,, der er krolg, golf, løbeklubber O.L. Så det er synd hvis man ikke prøver nogle af de mange tilbud. Og de er der forhåbentlig efter valget.
Finn Nielsen. Det du nævner for ældre, er for de raske ældre, og de der kan blive transporteret evt. af en ægtefælle, nabo eller lign. Hvis man ikke længere må køre pga. stærk, men nødvendig medicin, så er man udelukket til mange ting. Jeg selv kan ikke holde mig frisk i mere end ca. 3-4 timer .Derfor er fx. ture udelukket. Det kræver store forberedelser både dagen før og meget hvile dagen efter at have deltaget i noget samvær i ovennævnte tid. Sådan er vi mange “glemte”, der har det Hvis man er frisk i hovedet, kan man som jeg, have stor glæde af et besøgsven.