I Kornets Hus midt i en kornmark lidt syd for Hjørring glæder køkkenleder Annette Kvist Bjerre sig over de mange gæster, som blandt andet kommer for at nyde køkkenets dejlige brunch, der også er god som frokost.
Hun har tidligere haft Café Rod i Hjørring, hvor hun også havde stort fokus på bæredygtighed. Hun går gerne forrest for at vise vejen til en god fremtid, der vil kræve langt mere ansvarlighed i vores omgang med Jordens ressourcer.
– Vi lever i et dejligt område med masser af gode sunde ressourcer, og man kan sagtens arbejde med god samvittighed og fokus på høj kvalitet, nærhed og omsorg for kunden samtidig med, at man har fokus på for eksempel dyrevelfærd.
Annettes køkkenfilosofi kredser om kærlighed til sæsonens råvarer, bæredygtighed og minimalt madspild. Hun tænker kornet ind i maden på alverdens måder, og der ér mange spændende måder.

– Der er korn i alt her i køkkenet, og det er en del af min formidling. Jeg har også rundvisninger og fortæller gerne alt det, jeg ved om kornet, og så kan gæsterne få meget mere at vide i husets udstillinger, foredrag, markvandringer, i bøger, plancher og så videre.
– Formidling er jo en vigtig del af formålet med Kornet Hus, og når vi serverer for eksempel brunch får gæsterne en rigtig god fortælling om råvarerne og herunder naturligvis om korn. Hele huset er jo bygget op om at fortælle kornets historie før, nu og i fremtiden.
Annette Kvist Bjerre er uddannet cater og havde nogle år egen cateringvirksomhed på Mols. Hun er også tidligere kok på gourmetrestauranten Molskroen.
Køkkenlederen i Kornets Hus har også mange års erfaring fra branchen til vands som køkkenchef og Food and Beverage Manager hos rederiet Fjordline.
– Vi er også rigtig glade for at lave dejlig mad og skabe gode oplevelser til selskaber, konferencer, møder og lignende her i de skønne omgivelser i Kornets Hus. Kontakt os gerne for en snak.

Mens Annette tryller med lækre opskrifter i køkkenet, serverer og servicerer svigerdatteren Helene Winther gæsterne i caféen.
Du kan bestilles dit bord til Kornets Hus’ store brunch for både store og små til enten klokken 10 eller til klokken 13.
Der venter dig store smagsoplevelser med mange hjemmelavede specialiteter og oplevelser med et brødsortiment langt udover det sædvanlige.
Når du køber billet til brunch er både kaffe/te, hjemmelavet saft og entréen inklusiv, og du kan glæde dig til at gå på videre opdagelse i det spændende hus. Der er rundvisning klokken 11.45 og klokken 14.45, som du frit kan deltage i, når du har nydt en brunch.
Der kan bestilles billetter til brunch med videre på hjemmesiden.
Kornets Hus laver gerne brunchen vegetarisk, vegansk, glutenfri og laktosefri, og tager selvfølgelig hensyn til allergier, du skal blot informere om dit behov ved bookingen.
Brunchen i Kornets Hus følger årstiderne og kunne være denne:
Økologisk kaffe, the og hjemmelavet saft – alt sammen ad libitum
Salat med danske kartofler, radiser, pesto og kuglehvede
Æggesalat med dild og blå nøgenbyg i to variationer
Lun fiskefrikadelle med quinoa, urter og sauce tatare
Hirsevaffel med hummus af danske Ingrid ærter og spinat
Lun leverpostej med quinotto og sæsonens sylterier
Midsommer-ost fra Thise mejeri med rabarberkompot
Amandas smagfulde kage
Et bredt udvalg af Kornets Hus bedste brød, bagt på både nye og gamle korntyper
Smør fra Thise Mejeri med sydesalt

Når du køber entrébillet til eftermiddage i Kornets Hus, byder caféen på et udvalg af lækre hjemmelavede kager, som kan nydes sammen med en kop friskbrygget kaffe eller særligt udvalgte økologiske the. Kaffe, the og kage er ikke inklusiv i entrébilletten, men tilkøbes på dagen.
Der hygges og kræses om gæsterne, når Henriette Winther serverer brunch. Da Nordsøposten kiggede forbi, dukkede idémanden og foredragsholderen Jørn Ussing Larsen op og fik ved bordet en lille snak med nogle gæster fra Ålborg.
Efter brunchen trak gæsterne ind i salen og hørte Jørn Ussings spændende foredrag om Kornets Hus, om kornets historie, som jo også er en spændende historie om samfundet, og meget, meget mere. Han er en god og lun fortæller, der gerne prikker lidt til varme emner.
Uden Jørn havde der ikke været et Kornets Hus. For 15 år siden fik idéen om at skabe et hus dedikeret til at fortælle kornets historie, og siden har han utrætteligt arbejdet med at realisere projektet.
Jørn har grundlagt og været mangeårig direktør i bageriet og mølleriet Aurion, og i dag er Jørn en vigtig del af Kornets Hus’ daglige liv, som underviser og faglig sparringspartner.



