Hvordan ser den grønne omstilling ud i praksis på en moderne erhvervshavn? Det kan du få en snak om med repræsentanter fra Hirtshals Havn og Greenport North, som har en fælles stand på Naturmødet 2025.
På den fælles stand kan du blive klogere på nogle af de mange initiativer, der allerede er i gang på havnen – fra LED-belysning og landstrøm til vindmøller og affaldssortering i 15 fraktioner.
Fra Greenport Norths side står de klar til at snakke om, hvordan de arbejder med at skabe rammer for grøn omstilling og bæredygtig vækst for eksisterende og nye virksomheder på Hirtshals Havn.
Havnen har nemlig en fordelagtig beliggenhed i forhold til fremtidens underjordiske CO₂-lagre og samarbejder om at etablere Greenport Scandinavia – et centralt knudepunkt for CO₂-transport og -lagring i Hirtshals.
Til gengæld står man også med en fælles udfordring, som er manglende kapacitet i elnettet, hvilket er en stopklods for udvikling i Nordjylland. Uden udbygning af elnettet risikerer man at bremse den grønne omstilling og mulighederne for virksomheder med stort energibehov.
På den fælles stand kan man kort fortalt få en snak med de tilstedeværende om, hvordan man sammen skaber en mere bæredygtig fremtid.


