Det kan godt være, at der endnu ikke er et universitet eller filialer af samme i Vendsyssels store uddannelseskommune, men det skal ikke forhindre, at man samarbejder tæt med landsdelens universitet.
Det mener man i Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget (AUU), hvor et enigt udvalg mandag besluttede at indstille til Økonomiudvalget og Byrådet at godkende en 10-årig samarbejdsaftale med Aalborg Universitet.
Baggrunden er, at Hjørring Kommune og Aalborg Universitet ønsker at indgå et 10-årigt forskningssamarbejde med henblik på at lave følgeforskning af Hjørring Kommunes Ungegaranti i perioden 1/1 2022 til 31/12 2031.
“Ungegarantiens ambitionsniveau er højt på vegne af den samlede målgruppe (lokale 6-29-årige). Politisk er ønsket, at vi indretter vores mange tilbud lige fra folkeskole, erhvervspraktik, individuel vejledning, social støtte, elevpladser og meget andet, så det på bedste vis imødekommer børn, unge og voksnes behov. Vi vil kort sagt blive klogere på egen praksis set fra de unge borgere og hovedpersoners perspektiv, og Aalborg Universitet skal med andre øjne kigge os over skulderen” siger formand for AUU, Thomas Klimek (S),
Målet for og ambitionen med forskningssamarbejdet er kontinuerligt at følge op på og kortlægge Ungegarantiens mulige effekter frem mod 2031, hvor de fulde resultater af den langsigtede investeringsstrategi omkring de unges positive destination først kan identificeres. Altså skal projektet bidrage til at give Hjørring Kommune en årlig pejling på, om kommunen med Ungegarantien er på ”rette vej”.
Samtidig giver projektet unikke forskningsmæssige muligheder for kvantitativt at studere de unge over tid og dermed bidrage til videnskabelig forskning og publicering på området, som kan deles med resten af de danske kommuner og interessenter.
Udvalgsformanden pointerer, at et udvidet og langvarigt samarbejde allerede står på en god bund.
”Vi har haft et meget udbytterigt samarbejde med universitet omkring Hjørring-modellen, og forskerne er allerede inde over de indledende øvelser i Ungegarantien. Universitet fremhæver Hjørring Kommune som en kommune, der har valgt at satse og investere bredspektret i ungeindsatsen, hvilket i forskningsøjemed er meget interessant. Det kan blive et unikt og stærkt samarbejde, der åbner for mere i fremtiden og vil cementere Hjørring Kommunes position som en stærk uddannelseskommune.”
En langvarig samarbejdsaftale skal godkendes i Økonomiudvalget og Byrådet, men udvalgsformanden håber, at kommende byråd også fortsat vil ”køre med det lange lys” og holde fast i både Ungegarantien og følgeforskningen.
”Ungegarantien involverer og forpligter allerede tusindvis af mennesker i form elever, lærere, vejledere, virksomheder, organisationer osv., hvorfor det er mit håbet, at også de næste to-tre byråd vil holde fast i retning og ambition, så vi lokalt får forstærket vores allerede mange gode tilbud ift. de unges muligheder,” siger Klimek (S).