Der bliver stadig færre hænder til at bemande virksomhederne i Hjørring Kommune, skriver Claus Dindler hos Erhverv Hjørring. Det viser prognoserne fra Danmarks Statistik. Og det understreger samtidig, hvorfor Kompetent Arbejdskraft er en mærkesag for Erhverv Hjørring.
Ikke bare Erhverv Hjørring arbejder på, at prognoserne ikke skal blive virkelighed. Opgaven har høj prioritet hos Hjørring Kommune. Under mottoet ”Styrk arbejdsstyrken” har kommunen etableret et gensidigt forpligtende samarbejde mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter med den mission, at nye og eksisterende virksomheder også i fremtiden har adgang til de kompetencer og medarbejdere, de har brug for.
I dag består arbejdsstyrken i Hjørring (defineret som befolkningen i alderen 20 til 69 år) af 38.250 personer.
Om seks år i 2030 vil arbejdsstyrken ifølge Danmarks Statistiks prognoser være faldet med 1.777 personer svarende til 4.6 pct.
Endnu værre ser det ifølge prognoserne ud i 2040. Her vil der mangle 5.020 personer i forhold til i dag, svarende til en nedgang på 13 pct.
Det er i sig selv slemt nok. Men endnu værre er det, at antallet af personer i den arbejdsdygtige alder udgør en faldende del af den samlede befolkning i kommunen. Der bliver altså relativt færre til at skabe den velstand, vi alle skal leve af.
Mens arbejdsstyrken i dag udgør 60.2 pct. af den samlede befolkning, vil den i 2024 været faldet til 55.9 pct.
Denne artikel bygger på prognoser fra Danmarks Statistik. Men kan man stole på prognoserne?
ErhvervsNyt har lavet en lille stikprøve. Allerede i det første nyhedsbrev fra Erhverv Hjørring, som blev udsendt i 2010 kort efter oprettelsen af den nye erhvervsforening for hele den nye Hjørring kommune, bragte vi en artikel om befolkningsudvikling baseret på prognoser fra Danmarks Statistik.
Klik på link for at se nyhedsbrevet (artiklen står på sidste side):
Af artiklen fremgår, at den samlede befolkning i den nye storkommune i 2010 var 66.849. Ifølge prognosen fra Danmarks Statistik ville befolkningen i de kommende 10 år falde til 64.992. Det reelle befolkningstal i 2020 viste sig at være 64.487.
Danmarks Statistiks prognose var altså en smule for optimistisk på Hjørring kommune vegne, men ikke helt ved siden af. Så hvis prognoserne for de kommende år har samme tendens, giver det kun anledning til at være endnu mere opmærksom på udfordringerne med arbejdsstyrken.
Kilde: Erhverv Hjørring.