Repræsentanter fra Hirtshals Sparekasses Gavefond har ved et arrangement på Hirtshals gamle Rådhus overrakt en check til Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn.
Selskabet havde søgt om støtte til arbejdet med Lars Nielsens friser fra den gamle auktionshal. Lars Nielsen malede friserne på de rå bræddevægge med motiver fra havnens start. Der er også motiver fra arbejdet på havnen, og af mange af de personer, der var med til at skabe Hirtshals.
Der blev lavet i alt 14 af de runde friser og 16 friser, der er kantede. Der mangler desværre tre, som sandsynligvis er gået til.
Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn er meget glade for den flotte støtte. I første omgang vil man få alle friserne fotograferet i høj kvalitet med henblik på at lave et katalog med omtale af frisernes historie.
Formand Jens Ole Mikkelsen og medarbejderne Mette Haugaard Andersen og Annie Riisager overrakte den store check til repræsentanter fra Lokalhistorisk Selskab foran Kongefrisen, der nu hænger på rådhuset.