Handels- og restaurationslivet i hele Hjørring Kommune har endnu en gang været ramt af Covid-19-restriktioner. Første gang var i foråret – og de seneste par uger har igen været en udfordring for vores handel og restaurationsliv i det nordvestlige Vendsyssel.
– De kommende måneder bliver utrolig vigtige for mange i detailhandlen, for det er nogle af de uger af året, hvor der bliver handlet allermest. For mange butikker, restauranter og caféer i hele vores kommune handler de kommende uger om overlevelse. Derfor vil jeg gerne opfordre alle borgere i Hjørring Kommune til at handle og bruge deres penge lokalt fremfor i webbutikkerne, siger borgmester Arne Boelt på vegne af byrådet i Hjørring Kommune.
– Butikker og restauranter og caféer i hele kommunen har været og er dygtige til at overholde de restriktioner, der gælder. De har styr på det, så kan vi kan være trygge ved at handle i vores lokale butikker. Mange i handelslivet støtter det lokale foreningsliv, de giver for aktivitet i hverdagen, de sætter gang i arrangementer og oplevelser – alt sammen noget, der giver liv i vores byer rundt omkring over hele kommunen. Og udover det får man en personlig betjening, god service og måske også en sludder undervejs – ja alt det vi sætter pris på at have lokalt og tæt på, hvor vi bor, uddyber Arne Boelt.
– Det skal vi huske nu. Vi skal handle med både hjertet og med hovedet, når vi skal fylde køleskabet op og købe julegaver. Vi skal tænke længere end blot frem mod jul og nytår. For ved at købe dagligvarer eller julegaver lokalt så sikrer vi, at vi fortsat har et blomstrende butiksliv i hele Hjørring Kommune – også efter pandemien, tilføjer borgmesteren.
– Så tænk på din by og dit nærområde – pas godt på det næste gang du skal købe mad ind til ugen, der kommer, finde en julegave til mormor eller onkel eller skal ud og spise middag på en restaurant eller café, slutter Arne Boelt.