For at finde pengene til Arnes pension har regeringen, SF, enhedslisten og DF indført en årlig beskatning af værdistigninger på udlejnings- og erhvervsejendomme. Men da skatten skal betales, uanset om ejendommen er blevet solgt eller ej, giver det nye udgifter til vurderinger og revision – hvert år.
En analyse fra ejendomsbranchen erhvervsorganisation EjendomDanmark anslår, at administrationen af lagerskatten vil koste ejendomsbranchen i omegnen af 1 mia. kr.
”Jeg vil opfordre politikerne til at se på forslaget igen. Der er helt klart rum for forbedringer. Det virker unødvendigt bureaukratisk, at ejendomsbranchen skal bruge en milliard kroner på ekstra administration til revisorer osv., for at staten netto kan opkræve 850 mio. kr. oveni,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.
Rammer bykerner
De årlige vurderingsomkostninger og den manglende likviditet til at betale skat af en teoretisk værdistigning vil særligt være udfordrende for de mindre og mellemstore virksomheder, som har en relativt lav omsætning, selvom regeringen udtrykkeligt har udtrykt, at målet er at sikre beskatning af udenlandske investeringer.
”Vi forudser, at en lagerskat vil betyde endnu et grundskud til især de familieejede ejendomsvirksomheder, som stadig udgør grundstammen i ejendomsbranchen – især i provinsen. Her risikerer lagerskatten at ramme vores bykerner, hvor de små og mellemstore virksomheder er vigtige brikker i at sikre liv og arbejdspladser,” siger Jannick Nytoft.
EjendomDanmark vurderer desuden, at en løbende lagerskat vil lægge beslag på mange af de likvider, som skal bruges til moderniseringer og klimarenoveringer. Også her vil lagerskatten få den stik modsatte effekt af, hvad regeringen – sammen med ejendomsbranchen – ønsker.
For at opbløde nogle af lagerskattens negative effekter foreslår EjendomDanmark derfor at hæve mindstegrænsen for, hvilke virksomheder der beskattes. Der bør desuden indføres en indefrysningsordning med en fornuftig afdragsprofil, så virksomhederne får en reel mulighed for at planlægge virksomhedens fremtidige drift uden store udsving i skattebetalinger. Ligesom det vil være en god ide at undtage grønne og klimavenlige bygninger, så det sikres, at der er incitament til at klimarenovere.
Fakta
Der er indgået en aftale om tidlig pension, hvor finansieringen blandt andet findes ved at indføre en ny beskatning af de løbende værdistigninger, som ejendomme på papiret får. Men skal virksomhederne beskattes af de løbende værdistigninger på ejendommene, skal de også løbende have vurderet disse ejendomme – også selvom de ikke skal sælges. Og når disse vurderinger får skattemæssig betydning, skærper det behovet for revision af vurderingerne. Alt sammen giver administrative ekstraudgifter til virksomhederne. Se EjendomDanmarks beregning af udgifterne i vedhæftede notat.